Politiet lægger mand i håndjern: “Vi mistænker han er påvirket”

Tirsdag aften har politiet bragt en bil til standsning og efterfølgende anholdt føreren af køretøjet.

En 37-årig mand er tirsdag aften blevet anholdt, efter politiet har bragt bilen til standsning han befandt sig i.

En bil, der, ifølge politiet, ikke er hans egen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Adskillige betjente befandt sig på stedet.

Derfor var flere patruljer til stede på Klaksvigsgade i København, hvor man fik lagt manden i håndjern.

“Vi kommer tilfældigt forbi et køretøj, hvor vi kan se ud fra nummerpladen, at det er stjålet, så vi standser det,” fortæller vagtchef ved Københavns Politi Rasmus Nielsen til Presse-fotos.dk.

Manden blev derfor sigtet for brugstyveri, inden han blev kørt væk fra stedet.

Flere sigtelser kan dog komme på tale i sagen fortæller vagtchefen.

“Vi tester også om han er påvirket under kørslen, da det er en mistanke vi har,” lyder det.

Et par hundrede meter fra anholdelsen er både politi, ambulance og akutlæge ankommet til Radisson Blu på Amager Boulevard.

Den hændelse skulle dog intet have at gøre med anholdelsen af den 37-årige.

“Det drejer sig om noget sygdom, det er tilfældigt og har ingen sammenhæng,” tilføjer vagtchef ved Københavns Politi Rasmus Nielsen slutteligt.

Natten til tirsdag fandt en skræmmende hændelse sted, der efterlod en mand med synlige skader. Tre mænd er nu anholdt i sagen.