For første gang nogensinde opfører Det Kongelige Teater en opera af Antonio Vivaldi, hvor Griselda’s prøvelser får et nutidigt blik på partnervold.
Snart bliver der skrevet historie på Det Kongelige Teater.
For første gang nogensinde opfører teatret i hjertet af København nemlig en opera af den italienske komponist Antonio Vivaldi.
Operaen ‘Griselda’ skal således bringe den barokke skønhed og drama til live på scenen.
Det skriver Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.
‘Griselda’ er en opera fra 1735, baseret på en fortælling fra Boccaccios ‘Dekameron’. Set med moderne øjne er det dog en ganske forfærdelig historie:
Kong Gualtiero har giftet sig med en fattig hyrdinde ved navn Griselda. Men da folket vender sig imod hans valg af hustru, beslutter kongen at sætte hendes kærlighed og loyalitet på prøve – gennem en række brutale og ydmygende prøvelser.
Et nutidigt blik på partnervold
Instruktør Béatrice Lachaussée går dog kritisk til værks i opsætningen. Hun ønsker at kaste et nutidigt blik på den uretfærdighed, som Griselda må udholde.
Det, der i 1700-tallet blev omtalt som en prøve på trofasthed og kærlighed, kalder Lachaussée i dag, hvad det er; partnervold.
”Det budskab, jeg vil formidle, er, at enhver kvinde, der er offer for sådan en vold, uanset hvilken undskyldning der gives, skal kunne få hjælp til at frigøre sig og finde et tilflugtssted og den nødvendige støtte til at bryde denne onde cirkel,” fortæller instruktøren Béatrice Lachaussée i pressemeddelelsen og fortsætter:
”Ud over at forholde mig til det kunstneriske indhold i iscenesættelsen følte jeg, at det var nødvendigt at fremhæve forbindelsen mellem operaens fiktion og virkelighedens partnervold. Et globalt problem som ikke er blevet mindre med tiden. Derfor har jeg ønsket parallelt med forestillingen at vise Danners udstilling RED MIN SØSTER i Gamle Scenes balkonfoyer for at skabe et udtryksrum dedikeret til kvinder, der har oplevet og er brudt fri af partnervold”.
Antonio Vivaldi er bedst kendt for violinkoncerterne ‘De fire årstider’. Men han skrev også en lang række operaer – hvoraf omkring 20 er bevaret. Flere af dem er i de senere år blevet genopdaget, og nu opfører Det Kongelige Teater altså for første gang en af Vivaldis operaer.
Operaen ‘Griselda’ får Danmarkspremiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København den 4. maj og spiller frem til den 13. maj 2025.