I mange år har formand og projektlederen kæmpet for at finansiere statuen. Nu har en hemmelig donation sikret, at tre bronzefigurer af Olsen Banden kan blive rejst i Valby.
Snart kan du møde Egon, Benny og Kjeld, når de i deres velkendte stil går henover pladsen ved Tingstedet i Valby.
En hemmelig person har nemlig givet de sidste 500.000 kroner, som foreningen Olsen Banden Statue manglede for at kunne rejse tre bronzefigurer af den ikoniske trio.
Det fortæller formand og projektleder af Olsen Banden Statue, Henrik Hansen, til TV 2 Kosmopol.
“Der er en julemand, der har gjort, at vi nu endelig i mål. Det er en sten, der er faldet fra mit hjerte. Jeg er ikke faret op over det og har været ude at drikke champagne, men jeg har fortalt det til mine sønner. Og som Dirch (Passer, red.) sagde “Jeg gjorde det sgu”. Det er følelsen, jeg sidder tilbage med,” siger Henrik Hansen til mediet.
En årelang kamp
Formanden har ellers kæmpet i fem år for at gøre statuen til en realitet. Siden 2019 har foreningen således kæmpet for at indsamle to millioner kroner til projektet.
Det er skulptør Thor Larsen, der udfører værket. Allerede nu er han dog færdig med projektet.
Henrik Hansen oplyser desuden, at det igennem årene er lykkedes at indsamle mellem 1,2 og 1,3 millioner kroner gennem donationer fra folk samt salg af ministatuer, folkeaktier og julekalendere.
Tre fonde har yderligere investeret i projektet, mens en ukendt donor altså for nyligt også har smidt den resterende halve million med i puljen.
Donationen betyder ligeledes, at de tre producerede voksfigurer nu kan sendes til Firenze, hvor arbejdet med at støbe dem i bronze er blevet sat i gang.
Figurerne, som skal laves i størrelsesforholdet 1:1, skal efter planen placeres på Tingstedet i Valby.
Inden dette kan blive en realitet, skal figurerne dog ikke kun støbes og fragtes til Danmark – placeringen skal også godkendes af Københavns Kommune.
Et barndomsminde
Henrik Hansen forklarer, at han derfor har været til møde med Københavns Kommune, hvor flere processer og godkendelser skal falde på plads, inden statuen kan rejses.
Han er selv optimistisk med hensyn til det endelige udfald af projektet.
“Nu skal den støbes i Firenze og så skal den til en stenhugger i København, hvor den får sokkel på. Men jeg håber, at den står klar i maj 2025,” siger han videre til mediet.
Henrik Hansen var også drivkraften projektet om at få rejst en statue af Dirch Passer på Frederiksberg. Her blev projektet en succes, da den to meter høje statue blev afsløret i 2018.
“Da jeg var barn, tilbragte jeg ofte tid i biografen og så de danske stjerner som Olsen Banden og Dirch Passer. Det gav mig stor glæde, og derfor har jeg lyst til at give noget tilbage.”
Han understreger dog, at han ikke umiddelbart har planer om at arbejde for flere statuer i København.
“Det kræver, at finansieringen er på plads, før jeg går i gang,” afslutter Henrik Hansen til mediet.