Et nyt parti, der vil stille op til næste folketingsvalg, er at finde på næste års udgave af Folkemødet på Bornholm.
Et nyt dansk parti kaldet ‘Demokraterne – hele Danmark skal leve’ kommer til at være på næste års folkemøde i Allinge på Bornholm.
Det oplyser partiet selv i en pressemeddelelse.
‘Vi glæder os til at være til stede på Folkemødet på Bornholm. Folkemødet er en fantastisk årlig begivenhed for det danske folkestyre,’ siger Lave K. Broch, der er medstifter af Demokraterne – hele Danmark skal leve.
I pressemeddelelsen står det beskrevet, at partiet blandt andet arbejder for en styrkelse af velfærden i hele Danmark. Derudover vil man have fjernet EU’s finanspagt og budgetloven.
‘Danmark har i flere år haft store milliard-overskud, men alligevel ser vi nedskæringer i mange af landets kommuner. Dette hænger sammen med EU´s finanspagt og den tilknyttede budgetlov. Vi ønsker derfor et opgør med EU´s finanspagt og budgetloven. En dansk udtræden af EUs finanspagt vil være til gavn for børn og ældre over hele landet. Vi vil arbejde for et nedskæringsstop i landets kommuner.’ siger Lave K. Broch i pressemeddelelsen.
På Folkemødet vil partiet blandt andet afholde et møde om EU’s indflydelse på det kommunale og regionale plan.
I pressemeddelelsen oplyses det, at partiet har fået tilsagn om støtte fra Europa-nævnet til at gennemføre tre arrangementer på Folkemødet.
Årsskiftet nærmer sig med hastige skridt. I år og fremover må en stor tradition dog vente.