Mandag er der opstået uenighed i Grønlands kommende regering om Mette Frederiksens besøg senere på ugen
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har “bestemt det indtryk, at statsministeren er meget velkommen i Grønland”.
Det siger han til “Go’ Aften Live” på TV 2, efter at der mandag opstod uenighed i Grønlands kommende regering om statsminister Mette Frederiksens (S) besøg senere på ugen.
Det er første udtalelse fra regeringstoppen i Danmark efter den interne grønlandske ballade om besøget i Grønland.
Grønlands nyvalgte udenrigsminister, Vivian Motzfeldt (Siumut), kritiserer besøget. Hun mener, at den danske statsminister kommer til Grønland for tidligt, da et nyt parlament i Grønland officielt ikke er dannet endnu.
Hun blev efterfølgende hurtigt undsagt af Jens-Frederik Nielsen (Demokraatit), som bliver ny regeringsleder i Grønland. Han byder Mette Frederiksen velkommen.
Løkke siger, at der allerede under regeringsforhandlingerne i Grønland var en dialog om et hurtigt besøg fra dansk side, når der var dannet en ny regeringen.
Den blev dannet fredag i sidste uge, og dagen efter meddelte Statsministeriet, at Mette Frederiksen gæster Grønland onsdag til fredag i denne uge. Altså inden at Grønlands nye formelt er blevet godkendt i det grønlandske parlament.
/ritzau/