Fra september næste år kan virksomheder ikke længere kalde deres produkter eller services for “bæredygtige” eller “miljøvenlige”, medmindre de kan dokumentere det. Et nyt lovforslag fra regeringen skal sikre, at forbrugerne ikke vildledes af grønne buzzwords uden substans.
Mange virksomheder bruger i dag miljørelaterede betegnelser i deres markedsføring, men uden en ensartet standard kan forbrugerne have svært ved at gennemskue, om produkterne reelt er så grønne, som de påstås at være. Derfor vil regeringen nu stramme reglerne og gøre det ulovligt at markedsføre produkter eller virksomheder som miljøvenlige uden håndfast dokumentation.
Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Erhvervsminister Morten Bødskov forklarer baggrunden for forslaget:
“Vi skal komme vildledende grøn markedsføring til livs. For konsekvenserne er langt mere vidtrækkende end at være skadeligt for vores miljø. Det er konkurrenceforvridende, og det stiller virksomheder, som rent faktisk er grønne, langt dårligere i konkurrencen. Derfor fremsætter vi nu et lovforslag, hvor vi stiller krav til, at der skal være handling bag ordene. Det skylder vi vores jord. Og det skylder vi forbrugerne. For det er helt afgørende, at arbejdet med den grønne omstilling ikke strander bag tom snak eller spil for galleriet.”
Ifølge en rapport fra EU-Kommissionen fra 2021 var 42% af de grønne påstande i virksomheders markedsføring enten vildledende eller overdrevne. Det nye direktiv skal sikre, at forbrugerne ikke udsættes for “greenwashing” og skabe mere gennemsigtighed i virksomhedernes miljøpåstande.
EU-stramning rammer også klimamål
Hvis lovforslaget vedtages, vil det fra 27. september 2025 være forbudt at anvende udtryk som “grøn”, “bæredygtig” eller “miljøvenlig”, medmindre en virksomhed kan dokumentere sine påstande. Det samme gælder for erklæringer om fremtidige klimamål. En virksomhed vil for eksempel ikke kunne påstå, at den bliver klimaneutral i 2050, uden en konkret plan for, hvordan det skal ske.
Den nye lovgivning er en del af et EU-direktiv, der skal sikre en mere ensartet forbrugerbeskyttelse på tværs af medlemslandene.
Danske turister uønskede: “Bliv hjemme” er beskeden fra danskerparadis