København vil have gang i gaden – også om vinteren. Derfor er der afsat penge til at undersøge en festival, der skal skabe liv i byen i de kolde måneder.
København er en by, der næsten aldrig står stille.
Gaderne fyldes med cyklister, caféstole rykker ud på fortovene, og byens mange pladser og parker bliver samlingspunkter.
Men når kalenderen viser vinter, sænker der sig en vis ro over byen, hvor kulden og mørket dæmper det pulserende byliv.
Der er kun få aktiviteter, der trækker københavnerne ud i byrummet og tiltrækker turister. Men det vil kultur- og fritidsborgmester i København, Mia Nyegaard (RV) nu have lavet om på.
Derfor drømmer borgmesteren om en ny vinterfestival, der skal samle byens aktiviteter i vintermånederne og gøre de mørke måneder i København mere attraktive.
Det oplyser Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen i en pressemeddelelse.
Det var et flertal på rådhuset enige i, og de har nu sat 250.000 kroner af til at afdække muligheden for en sådan vinterfestival fremover.
“København har meget at byde på – også om vinteren. Det skal vi blive bedre til at fremhæve, så endnu flere får lyst til at bruge byen i de kolde måneder også. Vinterfestivalen skal indeholde aktiviteter, som fokuserer på at opleve det kolde og mørke Norden på en ny og indbydende måde. Det skal være aktiviteter, der trækker folk ind i kulturinstitutionerne eller ud i byrummet,” udtaler Mia Nyegaard (RV), kultur- og fritidsborgmester, i pressemeddelelsen.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Fakta:
- Politikerne har afsat 250.000 kroner til afdækning af mulighederne for at etablere en vinterfestival i København.
- Pengene er afsat som en del af Overførselssagen, hvor partierne i budgetforligskredsen har forhandlet om overskydende midler fra sidste års budget.
- Det er Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der står bag aftalen.
- Du kan læse den samlede aftale her: Overførselssag 2024-2025 | Københavns Kommune
Et stort potentiale
Når vintermørket er faldet på, er der altså færre aktiviteter, færre arrangementer og færre turister i byen. Årets første kvartal står blot for 17,2 procent af de samlede overnatninger i København.
Der er med andre ord plads til at tiltrække endnu flere – og måske endda udnytte vinterens mørke, kulde og særlige stemning til at skabe nye, hyggelige og atmosfæriske initiativer.
Samtidig er priserne på både hotel og transport ofte lavere i vintermånederne, hvilket gør det økonomisk attraktivt at lægge et besøg i netop denne årstid.
Ønsket om at sætte gang i byen deles også af turismeorganisationen Wonderful Copenhagen.
Sidste år satte de selv gang særskilt vinterstrategi, da de oplever et stort potentiale for vinterturisme i København.
”Vi har færre turister i vintermånederne, og derfor får vores kulturliv, detailhandel, restauranter og mange andre aktører mindre omsætning fra turister i vintermånederne end resten af året. Samtidig er der en stor fordel i at sprede turismen mere ud over hele året. Derfor arbejder vi målrettet med at skabe helårsturisme i København. Og her er det afgørende, at der er attraktive oplevelser, der er værd at rejse efter i vintermånederne. Derfor er det rigtig positivt, at et flertal på Rådhuset nu afsætter penge til at afdække mulighederne for en ny vinterfestival til glæde for både lokale og turister,” siger Søren Tegen Pedersen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.
Det kommende arbejde med at afdække muligheden for en vinterfestival i København vil ske via en ekstern leverandør, som eksempelvis byens handelsstandsforeninger.