Hvis eksempelvis en fransk bulldog skal indgå i avl, skal den først undersøges for vejrtrækningsproblemer.
Det er en af de ny regler for hundeavl, som minister for landbrug, fødevarer og fiskeri Jacob Jensen (V) lægger op til skal gælde fra sommer.
Han har tirsdag sendt en bekendtgørelse med reglerne i høring, der skal stoppe, hvad han kalder ekstrem avl af hunde. Hvor hunde avles til at se ud på en bestemt måde – eksempelvis med en kortere snude.
– Vi har set i for mange tilfælde, at man avler ud fra et udseende og ikke ud fra et velfærdssynspunkt, som hunden bør have. Nu vælger vi at sige, at velfærden kommer før udseendet, siger Jacob Jensen.
De nye regler sætter først og fremmest nogle generelle kriterier for, hvornår alle slags hund kan indgå i avl. Der kommer blandt andet krav til, hvornår en tæve tidligst må parres første gang, og hvor mange kuld en tæve må føde i sin levetid.
– Så bliver der nogle mere specifikke krav omkring nogle af de områder, hvor vi ser de største udfordringer – blandt andet de kortsnudede hunde, hvor der er luftvejsproblemer, siger Jacob Jensen.
Derfor skal hunde af visse racer undersøges, inden de må indgå i avl. Det kan være for besværet vejrtrækning, diskusprolaps eller albueledsdysplasi.
Jacob Jensen siger, at de nye regler særligt retter sig mod såkaldte “hvalpefabrikker”, hvor der “avles i ekstrem grad”.