Masser af hestekræfter på asfalten og action i luften til Forårsløbet

Foto: Danish Supercar League

Der er mulighed for at se fede biler og masser af fly i luften, når Forårsløbet løber af stablen. Ikke nok med, at der kommer masser af hurtige racerbiler, så kommer der også flyshow på himlen.

I den kommende weekend er der udsigter til at se hurtige biler og fly på himlen, når Danish Supercar League byder velkommen til årets første racerløb på FDM Jyllandsringen.

Racerkørere fra hele landet kommer for at vise bilerne frem og der er masser af prominente navne på kørebanen.

Det skriver Dansk Motorsport ApS i en pressemeddelelse.

“Topklasser som Super GT, TCR Denmark og Legends Car Cup giver masser af action ude på asfalten, og de vilde Lamborghini’er, Porscher og andre eksotiske racerbiler i Special Saloon Car”, lyder det i pressemeddelelsen.

Kig op – der er action i luften

I år er det ikke kun på asfalten, at der kommer til at være masser af fart og action. Søndag eftermiddag er der inviteret til luftakrobatik over racerbanen, hvor hele syv fly kommer til at udføre trick på himlen.

“Det “er både imponerende og en smule nervepirrende at se flyvemaskiner i manøvrer, som ikke kan eller bør gentages i ruteflyet til Mallorca – og helt perfekt til en oplevelsesrig søndag på racerbanen”; skriver Dansk Motorsport ApS.

Du kan købe biletter ved indgangen eller gå ind på fdmjyllandsringen.dk og sikre en billet.