Københavns Politi søger hjælp til at finde manden på billederne. Han er mistænkt for at have stukket en mand med kniv på en metrostation.
Nytårsaften blev en 34-årig mand stukket med kniv på Trianglen Metrostation. Politiet har efterforsket sagen lige siden og søger nu manden, som er mistænkt for at stå bag knivoverfaldet.
Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)
”Der er tale om en alvorlig sag, og vi beder nu om borgernes hjælp til at identificere og forhåbentligt finde den mand, som vi mistænker for at være gerningsmand. Er der borgere, der ved, hvem han er eller måske har oplysninger om, hvor han befinder sig, så hører vi meget gerne om det.”
Det siger politikommissær Kenneth Jensen fra Københavns Politi.
Manden på billederne beskrives som:
- Mand
- Brun i huden
- Ca. 20 til 28 år
- Mellem 180 og 190 cm
- Spinkel af bygning
- Sort hår med sideskilning og sort hageskæg
- Var iført sort jakke med hætte, sort trøje, grå bukser og sorte sko.
Ring 114, hvis du kan hjælpe.