Må transkvinder bade i dameomklædningen? Nu svarer kommune

Ifølge formand i Dansk Regnbueråd har en ansat i en svømmehal forklaret, at transkønnede kvinder gerne må klæde om og bade i dameomklædningen. Nu går borgmester ind i debatten

Formand i Dansk Regnbueråd Jesper W. Rasmussen afslører i et opslag på Facebook en samtale med en ansat i Frederiksberg Svømmehal, der forklarer, at transkønnede mænd gerne må klæde om og bade i dameomklædningen.

‘Hvordan forholder du dig som Frederiksbergs borgmester til det faktum, at mænd, der selvidentificerer som kvinder, kan bade sammen med kvinder og piger i Frederiksbergs Svømmehal?,’ lyder det blandt andet spørgende i opslaget fra Jesper W. Rasmussen, der siden tilføjer:

‘Kan man med andre ord være en person med fuldskæg og reproduktive dele intakt, men hævde at være kvinde, og så få lov til at bade nøgen med piger og kvinder?’

Det åbne og offentlige brev har fået Frederiksberg borgmester Michael Vindfeldt til tasterne, og han giver i andet Facebook-opslag svar på, hvorvidt man frit kan vælge, om man vil benytte herre- og dameomklædningen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Frederiksberg Svømmehal – Foto: Jesper W. Rasmussen

‘Man kan ikke selv vælge, hvor man klæder om og bader i svømmehallen,’ lyder det fra borgmesteren, der tilføjer:

‘Hvis man fx er transkønnet, har man mulighed for at klæde om separat. Vores dedikerede medarbejdere i svømmehallen kan være behjælpelig med at vejlede. Flintholm Svømmehal har også mulighed for separat omklædning.’

Borgmester Michael Vindfeldt har altså forsøgt at rydde den uklarhed, der har været omkring reglerne i Frederiksberg Svømmehal af vejen.

Dansk Regnbueråd og Jesper W. Rasmussen skrev det åbne brev til borgmesteren efter samtalen med den ansatte i Frederiksberg Svømmhal.

Det gjorde de ifølge Jesper W. Rasmussen for at finde ud af, hvor grænsen går for, hvad borgmesteren synes de kvindelige og mindreårige borgere af hunkøn bør kunne rumme i forhold til de beslutninger, borgmesteren har godkendt for Frederiksbergs Svømmehal.