Livløs vinterbader fundet i havet

En person er lørdag eftermiddag blevet fundet i havet ud for Skagen af Forsvarets redningshelikopter og bragt til Aalborg Sygehus, oplyser vagthavende ved Forsvarets Operationscenter til Ritzau.

Vagthavende oplyser ikke personens tilstand, men henviser til politiet.

Det har endnu ikke været muligt at komme i kontakt med vagtchefen hos Nordjyllands Politi.

På Facebook skriver Skagen redningsstation, at der er tale om en mand, og at han blev fundet livløs efter et par timers søgen.

Myndighederne modtog en anmeldelse lørdag klokken 13.25 om, at en vinterbader muligvis var i nød ved Skagen.

Der blev sendt både i vandet fra redningsstationen i Skagen, og fra Flyvestation Aalborg blev en Forsvarets helikoptere sendt i luften.

Og det var netop helikopteren, som fik øje på den nødstedte person. Det skete klokken 14.28, oplyser den vagthavende ved Forsvarets Operationscenter.

Fra helikopteren blev en redder derefter firet ned for at bjærge den nødstedte, og efter tre minutter var den pågældende om bord i helikopteren og på vej til Aalborg Sygehus.

Kørsel om vinteren er ofte forbundet med flere ulykker – nu lyder der en særlig advarsel til de bilister, der ejer elbiler og bevæger sig ud i vintervejret.