En stor redningsaktion fandt sted lørdag aften, efter en gidseltaget kvinde var blevet voldtaget, mishandlet og ydmyget i 19 timer. Hele seancen blev angiveligt sendt direkte til en ukendt bagmand.
Et væld af politibetjente fra Københavns Vestegnens Politi ankom lørdag aften med politiets aktionsstyrke.
Her havde man også taget en helikopter fra Hærens Flyvetjeneste i brug, under en storstilet redningsaktion.
De foregående 19 timer, inden de kampklædte betjente væltede ind i lejlighedskomplekset, var en kvinde angiveligt blevet udsat for et levende mareridt af en 29-årig mand.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Her foregik der angiveligt adskillige voldtægter, vold, mishandling og ydmygende behandling, der stod på i næsten et døgn.
Alt sammen til skue via en livestream for en ukendt bagmand, der fulgte med på den krypterede tjeneste Signal.
Ekstra Bladet oplyser, at bagmanden skulle have beordret den 29-årige mand til at få kvinden til ‘at lide’, hvilket politiet mener manden efterlevede.
Det skulle efter sigende være sket grundet en gæld på 100.000 kroner.
Blev bidt, voldtaget og fik klippet håret af
Mediet, der har fået adgang til den detaljerede sigtelse, beskriver, hvordan en 31-årig kvinde kørte offeret hen til en lejlighed i boligområdet Bymuren i Avedøre.
Det skete fredag aften omkring 23-tiden, angiveligt fordi offeret skyldte penge til en mand.
Hun endte dog med at blive frihedsberøvet, hvorefter den 31-årige kvinde kørte ud til offerets familie. Her fortalte hun dem, at kvinden var taget som gidsel og kun ville blive frigivet, hvis en løsesum på 100.000 kroner blev betalt i kryptovaluta.
Eftersom der ikke bliver betalt der, forsøgte hun at afpresse et andet familiemedlem via telefonen, og da hun ville køre ud og hente pengene, blev hun i stedet mødt af betjente.
Allerede her skulle den 29-årige være gået i gang med at få kvinden til ‘at lide’, efter instrukser fra den ukendte gerningsmand på den krypterede tjenste Signal.
Ifølge Ekstra Bladet blev det blandt andet sagt, at hun skulle have klippet håret af og slukket cigaretter på sin hud.
Den 29-årige er i den forbindelse sigtet for at have voldtaget kvinden, bidt hende, samt begået vold mod hende gentagende gange i de 19 timer, hun var taget som gidsel. Her er han også sigtet for at have fjernet alt hendes hår med en trimmer.
Ifølge sigtelsen fandt politiet frem til den 29-årige mand, efter den 31-årige kvinde var taget ud for at hente pengene.
Tidligt lørdag aften, omkring 17.40, kunne politiet derfor befrie kvinden, der var taget til fange.
Ifølge Ekstra Bladet blev de to anholdte, den 29-årige og den 31-årige, fremstillet i et grundlovsforhør i søndags.
Her skulle de begge have nægtet sig skyldige.
Dørene blev dog lukket til retslokalet, da en eller flere bagmænd stadig skulle være på fri fod.
Både manden og kvinden blev varetægtsfængslet til den 3. april.