En 35-årig mand blev dræbt af skud for øjnene af en 12-årig pige, da maskerede gerningsmænd løb op og skød ham i en bil
Københavns Vestegns Politi har onsdag offentliggjort nye oplysninger om to gerningsmænd, der er set i forbindelse med skyderiet i fredags.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En 35-årig mand blev ramt af flere skud, da han sad i en bil på Novembervej i Søborg fredag eftermiddag. Søndag døde han af sine kvæstelser.
“De to gerningsmænd er set i området af vidner cirka et kvarter før skyderiet. Vidner har bidt mærke i dem, fordi de var klædt på en måde, så de stak ud i forårsvarmen,” siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.
Politikredsen oplyser, at man leder efter to maskerede mænd. Politiet ønsker ikke at oplyse, hvordan de var maskerede.
Den ene mand var iført sort tøj, mens den anden bar lyse bukser, mørkt overtrækstøj og kasket, lyder det fra politiet.
“Vi kører fortsat en massiv efterforskning for at få klarlagt omstændighederne i forbindelse med skyderiet,” siger Charlotte Skovby.
Københavns Vestegns Politi opfordrer alle, der har oplysninger om sagen – også selv mindre detaljer – til at kontakte politiet.
Den 35-årige mand sad på førersædet af en leaset personbil, da der blev afgivet flere skud mod bilen. På passagersædet sad en 12-årig pige. Hun blev ikke ramt af skuddene.
Københavns Vestegns Politi ønsker af hensyn til pigens sikkerhed ikke at oplyse, hvilken relation den 12-årige har til den skuddræbte mand.
Efter skudepisoden lød det fra politiet, at to personer var blevet set løbe fra stedet.
Ekstra Bladet skrev søndag, at avisen har oplysninger om, at den dræbtes bror er en del af bandemiljøet.







