Lars von Trier-nyhed chokerer udlandet: Sådan skriver medierne

Illustrationsfoto.

Den verdenskendte filmskaber Lars von Trier er tilknyttet et plejehjem. Nyheden har nået internationale grænser.

Forleden kom det frem, at den danske filminstruktør og manuskriptforfatter Lars von Trier var blevet tilknyttet et plejehjem nord for København.

Det bekræftede Lars Von Triers tilknyttede filmselskab Zentropa over for B.T.

“Der har i dele af den danske kulørte presse været et behov for at videregive meget personlige oplysninger om Lars von Trier. Derfor vil vi på vegne af Lars gerne præcisere hans situation. Lars er p.t. tilknyttet et plejecenter, som kan give ham den behandling og pleje, hans sygdomsbillede kræver. Det er et supplement til hans egen private bolig. Lars har det efter omstændighederne godt. Vi beder på vegne af Lars om, at privatlivets fred respekteres og har ikke yderligere kommentarer,” forklarede producer for Zentropa Louise Vesth til mediet.

(Artiklen fortsætter under opslaget)

Det er dog ikke kun de danske medier, som interesserer sig for den verdenskendte filmskabers helbred. Flere internationale medier har nemlig bragt nyheden, ovenpå bekræftelsen fra Zentropa.

Blandt andet har britiske, norske og svenske medier omtalt nyheden.

Norske VG skriver eksempelvis i deres overskrift, at ‘filmskaber er indlagt på plejehjem’, mens The Guardian skriver i en lang artikel, at ‘Lars von Trier er indlagt på et plejecenter i kølvandet på sin Parkinsons-diagnose’. 

I svenske Aftonbladet er den danske instruktør endda blevet topnyhed på hjemmesiden, hvor de i overskriften skriver, at han ‘er indlagt – på plejehjem’.

En kontroversiel filmskaber

I 2022 afslørede Lars von Trier, at han havde fået konstateret Parkinson-sygdom. Sygdommen påvirker hjernen og fører blandt andet til rysten, stivhed og langsomme bevægelser.

Lars von Trier er en anerkendt og kontroversiel dansk filminstruktør og manuskriptforfatter.

Han er blandt andet kendt som en af grundlæggerne af filmbevægelsen ‘Dogme 95’. Hans film er ofte kendetegnet ved intense psykologiske temaer, komplekse karakterer og visuelle eksperimenter.

Blandt hans mest kendte film er ‘Breaking the Waves’ fra 1996, ‘Dancer in the Dark’ fra 2000, ‘Melancholia’ fra 2011 og ‘Nymphomaniac’ fra 2013.

Birthe Kjær er en sand dansktoplegende med mange klassikere på cv’et. Snart får du mulighed for at komme helt tæt på den 76-årige sangerinde.