Det nye år var kun en time gammel, da en kvinde blev fundet.
‘Omkring kl. 01.00 natten mellem den 31. december og 1. januar blev en tilskadekommen kvinde fundet på Lillevangsvej i Greve tæt på Idræts- og fritidscentret’
Sådan indleder Midt- og Vestsjællands Politi et opslag i døgnrapporten.
Kvinden var ifølge politiets efterforskning og afhøringer kommet gående på vejen mod nord, hvorefter hun er blevet ramt af en bil, der kom kørende mod nord på Lillevangsvej.
Politiet leder nu efter føreren, som ikke var at se på stedet, da kvinden blev fundet.
‘Det er ikke sikkert, at føreren af bilen har bemærket, at vedkommende har ramt kvinden,’ skriver politiet.
Kvinden er alvorligt kvæstet, men politiet skriver også, at hun er uden for livsfare.
‘Hun er indlagt på sygehuset til behandling. Politiet søger vidner til påkørslen, herunder føreren af bilen, der muligvis har ramt kvinden. Kontakt politiet på telefon 114, hvis du har oplysninger i sagen,’ skriver de afsluttende i døgnrapporten.