Flere personer er angiveligt blevet såret af skud ved en retsbygning i Tyskland, skriver mediet Bild
Flere personer meldes såret ved et skyderi foran regional domstol i Bielefeld i Tyskland.
Det skriver det tyske medie Bild.
Det er endnu uklart, hvor mange der er blevet ramt under skyderiet.
Episoden finder ifølge Bild sted i forbindelse med en retssag, der omhandler drabet på en højt profileret bokser.
Øjenvidner rapporterer ifølge Bild, at flere mennesker ligger på jorden. Nogle modtager førstehjælp.
Ifølge det tyske medie er omhandler retssagen drabet på bokseren Besar Nimani.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Den formodede gerningsmad, der er tiltalt, blev anholdt i Belgien i midten af juli sidste år. En anden mistænkt skulle angiveligt stadig være på flugt.
Det står ikke klart, om der skulle være en direkte sammenhæng mellem retssagen og skyderiet.
Ifølge Bild lyder det fra øjenvidner, at vagterne ved retten pludselig råbte ved døren til retssalen: “De skyder udenfor”.
Bielefeld ligger i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen i den vestlige del af landet.
Det er uklart, om politiet har anholdt nogen i forbindelse med skyderiet.
Bild skriver, at én person kan have forskanset sig, mens en anden efter sigende allerede er blevet anholdt.
Ifølge mediet flyver en politihelikopter rundt i området.
/ritzau/