En næsten 100 millioner stor støtte er på vej til tre ansøgere i jagten på den grønne omstilling. Det er særligt godt nyt for elbilejere, da det betyder flere ladestandere.
94 millioner kroner.
Så mange penge støtter Europa-Kommissionen nu den grønne omstilling i Danmark med.
Langt størstedelen af dem er øremærket ladestandere.
Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.
De 94 millioner kroner bliver fordelt på tre modtagere, der altså nu får støtten fra Europa-Kommissionen via DG MOVE.
Pengene går blandt andet til udrulningen af landstrøm på containerhavnen i Fredericia.
Mere interessant for elbilejere er det dog, at resten af pengene går udrulning af ladestandere til let og tung transport i Danmark, samt ladestandere til lastbiler.
Ifølge transportminister Thomas Danielsen er den grønne omstilling allerede godt i gang, men med den nye støtte vil det gå endnu hurtigere.
‘I Danmark har vi stort fokus på den grønne omstilling og er allerede godt i gang med at sikre alternative drivmidler til transporten, men der er fortsat langt igen, før vi er helt i mål. EU-støttemidlerne er med til at understøtte transportbranchens omstilling, og det økonomiske skulderklap er med til at sætte endnu mere fart på den grønne omstilling,’ lyder det fra ministeren.
Alle de tre modtagere, der har ansøgt, modtager fuld støtte.
Modtagere af støtte:
- 15,3 millioner kroner til Fredericia Havn til udrulning af landstrøm ved containerhavnen.
- 33 millioner kroner til E.ON Drive til udrulning af landestandere til den lette og tunge transport i Danmark (samlet støtte til projektet i EU udgør 123 millioner danske kroner).
- 45,7 millioner kroner til Milence, et hollandsk konsortium der vil opstille landestandere til lastbiler i Danmark (samlet støtte til projektet i EU udgør 700 millioner danske kroner).