I en voldsom sag om drab og drabsforsøg reddede en kvinde formentlig livet på en mand, da morder viste sig i deres hjem. Nu er gerningsmanden blevet idømt anbringelse på Sikringen
En 33-årig mand er fredag ved Retten i Kolding blevet dømt til anbringelse på Sikringsafdelingen – også kaldet Sikringen – på ubestemt tid.
Han var sindssyg i gerningsøjeblikket og er det stadig, har både en overlæge på Sikringen og Retslægerådet vurderet.
Han har tilstået at have dræbt en 58-årig mand og udsat et ungt par for drabsforsøg.
Begge dele fandt sted ved Vejle natten til 25. november 2024 med omkring en times mellemrum.
Den 33-årige har modtaget dommen.
Fredag i retten har han givet en uforbeholden tilståelse. Den 33-årige har langt skæg og langt hår, der er samlet i en hestehale.
Han blev fredag formiddag ført ind i retten af tre betjente iført et transportbælte, der holdt hans hænder fikseret.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Han har siden juni sidste år været varetægtsfængslet på Sikringen, der er en topsikret institution for de farligste psykisk syge kriminelle.
Under retsmødet fredag har manden kun svaret på få spørgsmål med sin meget dybe stemme.
Han har nemlig ikke afgivet forklaring. I stedet er der blevet læst højt fra en forklaring, han afgav til et indenretsligt forhør i juni i år.
Her forklarede manden, at han var drevet af hævn, og at han hørte en stemme, der fortalte ham, at han ville finde ro, hvis han tog hævn over to personer.
Den ene er den 58-årige dræbte, som den 33-årige mente, havde udsat ham for overgreb, da han var barn.
Anklager Lone Hesselmark siger i sin procedure, at intet i efterforskningen tyder på, at det er sket. Der er heller intet, der tyder på, at den 58-årige havde pædofile tendenser, understreger hun.
Den anden person, som den 33-årige var overbevist om, han skulle hævne sig på, var det mandlige offer for drabsforsøget. Den 33-årige mente, at personen havde slået ham i hovedet med en flaske til en fest for år tilbage.
Politiet har heller ikke fundet nogen beviser på, at offeret for drabsforsøget skulle have gjort det.
Han ville også slå kvinden ihjel, fordi der ikke måtte være vidner til drabet, har den 33-årige forklaret.
I det indenretlige forhør sagde den nu dømte, at han havde forberedt sig på at begå hævn.
Han havde blandt andet købt indbrudsværktøj, skoovertræk, regntøj og brækjern.
Omkring klokken 04.00 natten til 25. november 2024 skaffede han sig adgang til den 58-åriges hus på Mindevej i Mølholm ved Vejle, slog ham i hovedet og stak ham til døde.
Efter at manden var død, ridsede han ordet “pedo” i hans hud. Derfor er den 33-årige også fundet skyldig i usømmelig omgang med lig.
Samme nat omkring klokken 05 brød han ind i et hus på Svinholtvej i Vinding ved Vejle, hvor et ungt par og deres lille barn boede.
Han jagtede parret gennem huset og slog manden flere gange i hovedet med et koben.
Det lykkedes kvinden at slå den 33-årige i hovedet med en akustisk guitar, og parret overmandede ham, inden politiet kom til stedet.
En overlæge fra Sikringen har vurderet, at den 33-årige var psykotisk på gerningstidspunktet, og at han blandt andet lider af paranoid skizofreni.
Overlægen mener også, at drabsmanden har behov for behandling i lang tid og i lukkede rammer.
RITZAU







