En bus er i snevejret mandag morgen havnet i grøften nær Arentsminde i Vendsyssel.
Det skriver TV2 Nord.
To passagerer og chaufføren blev fanget i bussen, da busdøren ikke kunne åbnes.
Ifølge TV 2 News blev passagererne reddet ud af bussen, da en mand kom forbi med en skovl og fik sneen væk, så døren kunne åbne. Buschaufføren venter dog fortsat på hjælp til at få bussen fri.
Buschaufføren fortæller til TV 2 News, at vejen var spejlglat.
Ingen kom til skade i uheldet, der skal være sket med cirka 40 kilometer i timen, skriver TV2 Nord.
Tidligere på morgenen var der også et uheld på rute 11, Oddesundvej, i Thy, hvor en grisetransport væltede. Det oplyste Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie X.
På grund af den ulykke blev rute 11 lukket ved Villerslev.
Ifølge TV Midtvest arbejder beredskabet på at redde grisene fra grisetransporten.
Flere af de mere end 200 grise er blevet aflivet, fortæller Rasmus Tollak Evaldsen, der er vagthavende indsatsleder i Nordjyllands Beredskab til TV 2.
Midt- og Vestjyllands Politi fik meldingen om den væltede grisetransport klokken 04.45, og vagtchefen forventer, at arbejdet på stedet fortsætter op ad formiddagen.
– Der er adskillige døde svin, og nogle skal aflives, siger vagtchef Simon Skelkjær til Ritzau.
Ingen personer er kommet til skade ved uheldet med grisetransporten.
Ifølge politiet væltede grisetransporten, da vejen var glat på grund af vejret.
Vejdirektoratet vurderer, at rute 11 bliver genåbnet sidst på formiddagen.