Død mand fundet i skovområde: Teknikere fortsat til stede efter drab

Onsdag var politiet massivt til stede på en adresse med både betjente og kriminalteknikere. Dagen derpå er man stadig til stede ved huset, der skulle have forbindelse til i drabssag, hvor en mand blev fundet død i nærliggende grønt område.

Presse-fotos.dk kunne onsdag fortælle om en mystisk politiaktion i en stationsby, hvor både kriminalteknikere og politifolk arbejdede på en adresse.

Det bekræftede Syd- og Sønderjyllands Politi også selv på det sociale medie X.

I første omgang ønskede man dog ikke at oplyse om årsagen til tilstedeværelsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foruden kriminalteknikere befinder flere af politiets køretøjer sig også ved adressen.

Det kom dog frem senere på dagen, hvor politikredsen meldte ud, at aktionen på Askevej i Vejen har en relation til et drab på en 42-årig mand.

Manden blev fundet død i et skovområde ved Frihedsvej.

Torsdag er kriminalteknikere fortsat til stede på adressen på Askevej i Vejen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Huset er blevet afspærret af politiet.

Billeder fra stedet viser et gult murstenshus, der er helt afspærret med politiets afspærringsbånd.

I carporten hænger der en blå DNA-dragt, hvor også flere poser med bevismateriale ligger på fliserne.

På stedet ses også kriminalteknikere bære DNA-dragterne. På husets ene dør er der et ‚adgang forbudt‛ skilt.

Onsdag blev en 32-årig mand fremstillet i et grundlovsforhør i sagen, efter at være blevet sigtet for både manddrab og usømmelig omgang med lig.

Presse-fotos.dk var til stede under grundlovsforhøret, hvor de uhyggelige sigtelser blev læst højt.

‚Ifølge sigtelsen mener politiet, at han var en blandt flere gerningsmænd, der deltog i drabet på en 42-årig polsk mand, der søndag blev fundet død i et skovområde langs Frihedsvej i Vejen,‛ beskrev vi i går. Du kan læse mere om grundlovsforhøret og sagen lige her.