Dansk førsteårselev fra filmskolen ‘Super16’ er udtaget til den prestigefyldte La Cinef-konkurrence ved Cannes Film Festival.
En film instrueret af en dansk førsteårselev på den uafhængige filmskole ‘Super16’ har opnået en historisk milepæl.
Den er nemlig blevet udvalgt blandt mere end 2000 forskellige kortfilm fra verdens førende filmskoler til årets officielle La Cinef-konkurrence ved Festival de Cannes.
Det skriver Have Kommunikation i en pressemeddelelse.
Filmen bærer titlen ‘Måske i Marts’ og er instrueret af Mikkel Bjørn Kehlert. Og den historiske bedrift er selvsagt noget, som holdet bag filmen er stolte af.
“Det her betyder enormt meget for os. Cannes og La Cinef er normalt forbeholdt de mest prestigefyldte og veletablerede filmskoler i verden. At vi som elevdrevet forening nu står på samme scene, er et klart bevis på, at vores måde at arbejde og organisere os på fungerer. Det viser, at man med fællesskab, kunstnerisk frihed og kompromisløs dedikation kan skabe film, der kan måle sig med de allerbedste – også uden store, luftige budgetter,” siger filmens producer, Sebastian Braae, i pressemeddelelsen.
‘Maybe in March’ er et intimt familiedrama om afsked, tavshed og de spor, vi bærer med os fra det hjem, vi vokser op i. Filmen er skrevet af Agnes Maagaard og produceret af Sebastian Braae, begge elever på Super16, og har blandt andre Michael Brostrup og Petrine Agger i hovedrollerne.
Sætter skolen på verdenskortet
Udtagelsen er ikke kun en anerkendelse af filmens kunstneriske kvalitet, men også en milepæl for Super16. Skolen blev grundlagt i 1999 af tre unge filmskabere som et alternativ til Den Danske Filmskole og har siden fungeret som en uafhængig foreningsuddannelse drevet af eleverne selv.
I 2024 blev Super16 en del af Filmaftalen og modtager nu offentlig støtte på samme vilkår som andre danske foreningsuddannelser.
“Udtagelsen til La Cinef understreger, at Super16 ikke længere blot er et alternativ, men et stærkt og selvstændigt vækstlag, der matcher de mest etablerede filmskoler i både kvalitet og rækkevidde. Samtidig bevares det fundament, skolen er bygget på. En demokratisk, elevdrevet model, hvor fællesskab og kunstnerisk frihed går hånd i hånd,” siger Casper Rudolf Emil Kjeldsen, elev og forperson Super16.
‘Super16’ har på det seneste gjort sig bemærket både nationalt og internationalt med prisvindende film. Skolens afgangsfilm har vundet en Robert for bedste danske kortfilm to år i træk.
I 2024 vandt miniserien ‘En af os ryster’ hovedprisen på Series Mania, og ‘Wild Child’ blev udtaget til San Sebastián Film Festival.
Den 78. årlige filmfestival i Cannes finder sted fra den 13. til den 24. maj 2025.