Fra den 28. februar til starten af marts, vil det ikke være muligt for danskerne at benytte flere forskellige togstrækninger. Det melder Banedanmark selv ud.
Mange danskere benytter hver dag offentlig transport, når turen går til og fra arbejde, i skole eller bare fra a til b.
Over weekenden bliver det dog en smule anderledes, hvis man ynder at frekventere tog på visse strækninger.
Den 28. februar betyder nemlig ikke kun, at årets anden måned er afsluttet.
Det bliver samtidig sidste dag, at danskerne kan benytte en række togstrækninger i det østlige Danmark.
I hvert fald for nogle dage.
Det oplyser Banedanmark tirsdag i en pressemeddelelse.
Årsagen til, at man indstiller togdriften på strækningerne er, at Banedanmark skal opdatere det nye digitale signalsystem.
Og det kommer altså til at vare fra den 28. februar klokken 21.50, til mandag den 2. marts klokken 04.30, hvor togdriften igen genoptages.
I tiden, hvor togene ikke kører, bliver der i stedet indsat togbusser på alle strækningerne.
Det drejer sig om:
- Roskilde-Køge (lokaltog)
- Køge-Næstved
- Næstved-Nykøbing F
- København-Køge Nord-Ringsted
Banedanmark opfordrer passagerer til at tjekke Rejseplanen eller MitTog-appen i weekenden, hvor arbejdet står på.
