Tirsdag den 10. december gik det helt galt på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde. Flere patienter gik pludselig amok. De smadrede borde, stole og truede personalet. Presse-fotos.dk har talt med en af medarbejderne, som var til stede den tirsdag. Den ansatte frygter, at patienternes opførsel kun bliver værre.
Flere personer gik amok på Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor der blev revet ben af stolene, som efterfølgende blev brugt som bat.
“Hvis jeg var gået tæt på ham og havde forsøgt at tale ham til ro, havde han slået mig ned”, fortæller en af de ansatte på centeret til Presse-fotos.dk.
Presse-fotos.dk har fået unik indsigt i arbejdsmiljøet på stedet via adskillige medarbejdere, blandt andet én, som altså var til stede under den voldsomme hændelse.
De ansatte havde barrikaderet sig i et kontorlokale, mens patienterne smadrede møblerne udenfor. En oplevelse, som har sat sig i kroppen på de ansatte.
“Det starter med, at den ene patient kommer op at skændes med sin kontaktperson. Patienten begynder at hidse sig op og pludselig fører det ene til det andet”, fortæller den ansatte, som stadig er mærket af den voldsomme episode.
Se interviewet med den ansatte i videoen øverst i artiklen.
Tilkalder forstærkninger
Da de tre patienter begynder at true, råbe og smadre tingene på stedet, er der ikke meget andet at gøre for personalet. De ringer efter kollegaerne, som egentligt har fri, men må komme sine kollegaer til undsætning.
Politiet bliver også underrettet om patienternes truende og voldsomme adfærd.
“Der er bare ikke nok folk på arbejde, som kan håndtere situationen. De er for få og tør simpelthen ikke at gøre andet end at lukke sig selv inde på kontoret og vente på kollegaer og politiet”
Men der går tid, før forstærkningerne når frem og det panikramte personale bliver både truet og svinet til at patienterne.
Bundet på hænder og fødder
Da politiet når frem til Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde, går betjentene straks i gang med at pacificere patienterne.
“Det er ret voldsomt, fordi de er så sure og udadreagerende som de er. Vi skal have fat på arme og ben og derefter lægge dem i bælte og udføre en ‘fempunktsfiksering’ på dem,” fortæller den ansatte til Presse-fotos.dk.
En fempunktsfiksering betyder, at alle tre patienter skal fikseres til sengen på begge arme, begge ben og om livet. Det kan være en stor udfordring, når der ikke er nok personale.
“Hvis nogen prøver på noget, bliver de slået ned”
Efter politiet og de ansatte har fået styr på situationen tager flere fra personalet en snak med patienterne. Her er der dog ikke meget anger eller fortrydelse at fornemme hos patienterne, som har diagnoser, der gør, at de kan have svært ved at se situationens alvor.
“Jeg var sikker på, at hvis nogen havde forsøgt at stoppe ham, så kunne han finde på at slå personalet med battet,” fortæller den ansatte, som også siger, at patienten ved flere lejligheder har udvist adfærdsmønstre, der kunne resultere i, at personalet kunne komme fysisk til skade.
Frygter det værste
Efter den 10. december sidder der en frygt og utryghed i kroppen hos de ansatte på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Flere er bange for at komme på arbejde og dem, der var til stede den 10. december, er ny sygemeldt.
“Jeg kan da godt forstå, at de ikke har lyst til at komme på arbejde. Det er da klart, at man har brug for en pause efter sådan en hændelse. Men det betyder også bare, at vi nu er færre, eller vi får vikarer ind, som måske ikke har de rette kompetencer til at tage sig af vores patienter,” fortæller den ansatte fra Psykiatrisk Center Sct. Hans.
De ansatte frygter, at lignende episoder kan finde sted og måske eskalere endnu mere, end det gjorde tirsdag den 10. december.
“Tænk, hvis nogen var blevet ramt. De havde fået en hjerneskade eller det, der er værre. Det kan ikke blive ved. Det kan gå hen og blive mere utrygt for os som personale,” lyder det fra den ansatte.
Personen, som Presse-fotos.dk har talt med, vil ikke frem med navn og billede, da den ansatte frygter for sin sikkerhed. Redaktionen kender den ansattes fulde identitet.
Redaktionen har været i kontakt med ledelsen på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde for at få en kommentar om problemerne på centeret. Ledelsen vender tilbage snarest, og Presse-fotos.dk opdaterer så snart der er nyt.
Presse-fotos.dk har været i kontakt med flere ansatte og ledelsen på Psykiatrisk Center Sct. Hans og følger op med flere artikler om problematikken på stedet i de kommende dage …