Tilfældige personer har fundet en ung kvinde i vejkanten, der lå og svævede mellem liv og død. Nu sker en ny udvikling i den voldsomme sag
“Det er rigtig meget politi herude. Det er meget voldsomt.”
Sådan fortalte Presse-fotos.dks udsendte i minutter efter det alvorlige fund, hvor en ung kvinde lå i vejkanten og svævede mellem liv og død.
Billeder fra stedet viste i den forbindelse, at betjente var talstærkt til stede på kørebanen, mens flere politibiler, en ambulance og en akutlægebil også holdt inde bag afspærringerne.
Lørdag eftermiddag er der nye oplysninger i sagen – efter en mand har ringet og meldt sig selv.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Det er en 54-årig mand, der lørdag eftermiddag er blevet anholdt, efter at han har henvendt sig til politiet i sagen fra Åby Ringvej i Aarhus, hvor en 21-årig kvinde formodes fredag at være blevet ramt af en flugtbilist.
Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Mikkel Møldrup.
Siden ulykken har politiet efterlyst flugtbilisten og vidner til ulykken.
– Det er ham selv, der henvender sig, efter at han kunne læse om sagen i medierne, lyder det fra vagtchefen, der tilføjer:
– I opkaldet siger han, at han nok har ramt hende.
I forbindelse med anholdelsen af manden har politiet “udfundet et køretøj, som efter al sandsynlighed har været involveret i ulykken”, oplyser politikredsen.
Fredag aften blev den 21-årige kvinde fundet svært tilskadekommen liggende i en af vognbanerne på Åby Ringvej i Aarhus mellem Edwin Rahrs Vej og Bautavej.
Politiet har lørdag morgen meddelt, at hun er uden for livsfare trods sine mange skader.
Kvindens pårørende er blevet underrettet.
– En hypotese er, at kvinden af indtil videre ukendte årsager har gået rundt ude på kørebanen og her muligvis er blevet ramt af en forbipasserende, sagde vagtchef Thomas Green natten til lørdag.
Det er stadig uvist, hvad der er sket i ulykken.
Politiet er fortsat ved at afklare, om flere bilister kan have ramt hende.
Vagtchef Mikkel Møldrup oplyser efter anholdelsen, at der endnu ikke er taget stilling til, om anklagemyndigheden vil kræve manden varetægtsfængslet efter afhøringen.
Politiet efterforsker fortsat sagen og vil gerne høre fra vidner, der kan have overværet ulykken eller ved andet om hændelsen.
RITZAU




