Dansk stortalent møder legendes søn på den helt store scene

Oliver Payne står over for sin tredje kamp i Rajadamnern World Series, der er en af verdens absolut største muay thai-promotions.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Det 18-årige muay thai-talent Oliver Payne har taget store skridt i sin udvikling i 2026.

I starten af året fik han sin debut i den prestigefyldte thailandske promotion Rajadamnern World Series (RWS), hvor han desværre tabte i en tæt kamp mod en mere rutineret modstander.

I juli – kort efter hans beslutning om at droppe skolegangen og gå all-in på kampsporten – tog han imidlertid revanche med en klar sejr i sit andet RWS-opgør.

Nu slutter han året af med endnu en storkamp på det ikoniske Rajadamnern Stadium i Bangkok.

Det annoncerer kampsportsmediet Fight Record i et Instagram-opslag, der også er blevet delt af Oliver Payne selv.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Oliver Payne har i en ung alder fået flere pro-kampe i både ind- og udland. Her ses han ved Unite 10 i Brøndby Hallen sidste år. Foto: Arkivfoto

Møder endnu yngre modstander

Efter to tætte og skuffende nederlag tidligere på året vendte Oliver Payne med sejren i RWS tilbage i juli tilbage til sin vanlige dominans.

I oktober tog han endnu en sejr ved Unite Championships ‘Revival’-stævne i Helsingørhallen.

Og nu skal han altså forsøge at øge sejrsstimen til tre, når han vender tilbage på den helt store scene hos RWS.

Den 5. december møder han et andet ungt stjerneskud i form af den blot 15-årige belgier Yousri Boughanem.

Stortalentet, der er søn af muay thai-legende og nuværende MMA-fighter Youssef Boughanem, debuterede i RWS i oktober, hvor han tog sejren på TKO i tredje runde.

Se også
17-årige Oliver har taget en stor beslutning: Dropper skolen for at jagte drømmen
Se også
UNITE gjorde comeback med hæsblæsende action i Helsingør: Se billeder og resultater her

Boughanem ligner altså en utroligt farlig modstander for Oliver Payne. Og derfor har danskeren da også skruet gevaldigt op for træningen hos Roots Gym forud for kampen.

Det afslørede han selv i en video på Instagram, som han uploadede i sidste uge, hvor han endnu ikke kunne afsløre sin kommende modstander.

“Jeg står over for den største kamp i min karriere indtil videre. Og jeg kan ærligt sige: Jeg har aldrig trænet så hårdt op til en kamp før,” udtalte Payne i videoen.

Samtidig afslørede han, at han har sparret med de danske profiler Frederik Fenger, Niclas Larsen og Johannes Bakke som en del af sin forberedelse til opgøret.

RWS har endnu ikke officielt offentliggjort kampen, men både Payne og Boughanem har på de sociale medier bekræftet deres møde i ringen.

Vidste du at, Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis
her: Presse-fotos.dk App – App Store

Annonce
Annonce
Annonce