UNITE gjorde comeback med hæsblæsende action i Helsingør: Se billeder og resultater her

Efter mere end 10 måneders pause vendte UNITE Championship tilbage med UNITE 11 – Revival i Helsingørhallen.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Lørdag vendte en af landets største kampsportspromotions endelig tilbage efter mere end 10 måneders ventetid.

Pausen siden november sidste år, hvor UNITE 10 løb af stablen i Brøndby Hallen, har ikke været uden grund.

Der er nemlig sket lidt på ledelsesfronten.

UNITE blev tilbage i 2024 lanceret som et samarbejde mellem Mikenta-stifter Brian Talarek og Steffen Weise, der dengang var daglig leder i Albertslund-klubben.

Tidligere på året valgte de to dog at stoppe samarbejdet, hvorefter Weise stiftede Roots Gym i Brøndby.

Det betød samtidig, at UNITE nu bliver ført videre af Steffen Weise alene – selvfølgelig med værdifuld hjælp fra holdet omkring ham.

Og lørdag kom comebacket så endelig med UNITE 11 – The Revival i Helsingørhallen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Danske Mehmet Akin (til venstre) mødte en svær græsk modstander i aftenens main event.

I de første to år af UNITE Championships levetid var promotionens tætte forbindelse til Mikenta ganske tydelig.

Der var nemlig ofte flere af klubbens store profiler og talenter på kortet, når Weise og Talarek skulle stable stævner på benene.

På samme måde står det nu klart, at UNITE-stævnerne i fremtiden kommer til at være en vigtig kilde til erfaring for Roots Gym-fighterne – men samtidig også for landets øvrige stjerneskud.

Lørdag skulle seks af klubbens talenter i aktion i Helsingørhallen, og dermed var Roots Gym altså repræsenteret i halvdelen af aftenens 12 opgør.

På pre- og mid-cardet blev det til en pointsejr til Mathias Post og et knockout efter 57 sekunder fra Kristoffer Kolloch, mens Zakaria El-jaichi måtte se sig slået af Great Danes-fighteren Mohamed Alchikho – en dommerafgørelse, der så ud til at komme bag på Roots-fighteren.

Og så gjorde Nanna Sofia Schlotfeldt comeback efter længere tid væk, da hun gjorde sin entré i hallen ledsaget af en gruppe dansere.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Nanna Sofia Schlotfeldt havde gjort noget ud af sit comeback til ringen.

I ringen leverede hun en indsats, der levede op til den storslåede entré, da hun slog Sandra Vestergaard i aftenens eneste kamp med kvindelige fightere.

Stævnets eneste kvindekamp blev efterfulgt af den eneste K1-kamp på kortet.

Her blev det desværre til et dansk nederlag, da TMT’s Viktor Asani tabte til svenskeren Rafael Gacio.

Til gengæld gjorde Talha Ali Amer skaden god igen, da han knockoutede svenske Carl Ali på et knivskarpt hovedspark.

Den afslutning fik publikum til at gå helt amok og en gruppe tilhængere af Amer stormede hegnet til ring side for at fejre deres kammerats sejr.

Stortalenter triumferede

I aftenens første pro-kamp stod Roots-stortalent og -træner Oliver Payne over for græske Lianos Kostas.

Her dominerede han helt forventligt alle tre runder og tog en klar sejr.

Herefter fulgte endnu et dansk stortalent i form af Youssef Bendahman, der i lidt tættere kamp ligeledes kunne tage sejren over en international modstander på point.

Dermed var det danske momentum stærkt forud for aftenens main event, hvor Mehmet Akin skulle kæmpe om UNITE-titlen.

Han mødte dog en stærk græsk modstander i Jürgen Lona, der desværre endte med at blive for stor en mundfuld.

Dermed har UNITE nu en ny græsk mester.

Mens aftenens event sluttede med et skuffende dansk resultat, markerede UNITE 11 imidlertid et stærkt comeback for promotionen.

Og fremtiden ser lys ud for Steffen Weise og kompagni, der i øvrigt har en ny tv- og streamingaftale på vej i det nye år.

(Se flere billeder under resultaterne)

Annonce
Annonce
Annonce