Det lettiske militær har udsendt en orange alarm efter meldinger om ukrainske droner i luftrummet. Nu bliver borgerne bedt om at søge tilflugt i beskyttelsesrum.
Det lettiske militær har tirsdag aften bedt indbyggerne i regionen Ludza om at søge tilflugt i beskyttelsesrum på grund af en mulig trussel i luftrummet.
Det skriver Reuters.
Ludza ligger i det sydøstlige Letland tæt på grænsen til Rusland.
Det var i første omgang uklart, hvad der havde udløst alarmen. Ifølge Reuters skyldtes det, at ukrainske militærdroner var kommet ind i luftrummet over de baltiske lande og Finland.
Dronerne var i området i forbindelse med angreb mod russiske oliehavne i Østersøen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge det lettiske medie LSM blev der udsendt en såkaldt orange alarm. Det betyder, at myndighederne vurderer, at der er tale om en konkret trussel, og at borgerne derfor skal søge tilflugt.
Samtidig blev der udsendt en gul alarm i naboregionerne Augšdaugava og Krāslava. Her er der tale om en mulig trussel, men uden at borgerne bliver bedt om at søge i beskyttelsesrum.
Ifølge Reuters blev Nato-fly og droner også aktiveret i forbindelse med situationen.
Vidste du at Presse-fotos.dk findes om app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store
