‘Med humor og folkemusik triumferede de i Glorias mørke.’
Sådan skrev Gaffas anmelder i juli om det irske folk-band Madra Salach, der blev belønnet med fem ud af seks stjerner for deres optræden på Roskilde Festival.
Seksteten har på kort tid opbygget en vis portion hype på både den hjemlige og internationale scene.
I starten af 2027 udgiver de deres debutalbum ‘Gorta’. Og i den forbindelse vender de tilbage til Danmark den 5. februar i Lille Vega.
Det annoncerer Vega selv i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Fra lokale pubber til Lille Vega
Madra Salach blev dannet i 2023 af forsanger Paul Banks, guitarist Adam Cullen og trommeslager Dara Duffy.
De efterfølgende to år blev brugt på at opbygge bandets navn på scener over hele Irland – fra pubber i den nordlige del af Dublin til festivaler som All Together Now og Beyond the Pale.
Undervejs fik de tre oprindelige medlemmer selskab af harmoniumspiller Maxime Arnold, bassist Jack Lawlor og alt-mulig-mand Jack Martin, som blandt andet spiller mandolin, blikfløjte og synths.
De nye medlemmer var med til at forme den lyd, som bandet senere er blevet kendt for – en særlig form for moderne folk, der blander klassisk irsk folkemusik med elementer af rock og elektronisk musik.
Deres nyeste single ‘Ribbon Factory’ er et glimrende eksempel på dette.
Her smelter orgel, mandolin, akustisk guitar og synth-droner sammen til én højpotent enhed, mens Banks synger om de tragiske menneskelige konsekvenser ved lukningen af en fabrik i en lille irsk by.
Nummeret fungerer som første forsmag fra det kommende album ‘Gorta’, der udkommer den 15. januar 2027.
‘Albummet handler om arv, og hvad vi bærer med os fra tidligere generationer. Pladen har dybe rødder i irsk folkemusik, men bevæger sig samtidig ind i et mørkere, mere eksperimenterende og nutidigt musikalsk territorium,’ lyder det i Vegas pressemeddelelse.
Publikum i Lille Vega den 5. februar 2027 kan se frem til at høre de nye numre samt numre fra debut-ep’en ‘It’s a Hell of an Age’, der opnåede en tredjeplads på den irske albumliste tidligere i år.
Billetsalget starter fredag den 23. oktober klokken 11.00.