Trine Dyrholm spiller over for Hollywood-stjerne i ny dogmefilm

Mens vi stadig venter på den første Dogme 25-films premiere, kan Zentropa nu løfte sløret for det stjernespækkede cast til ‘Intime hændelser’.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

I maj 2025 stod instruktørerne May el-Toukhy, Milad Alami, Annika Berg, Isabella Eklöf og Jesper Just frem med en ny vision for dansk film.

Inspireret af den oprindelige Dogme 95-bevægelse med Lars von Trier og Thomas Vinterberg i spidsen, stiftede de fem instruktører det nye Dogme 25-initiativ.

Knap fem måneder senere lød startskuddet til den første Dogme 25-film. Og senere er yderligere to film sat i værk.

Nu kan Zentropa Entertainments og instruktør Jesper Just løfte sløret for det stjernespækkede cast til ‘Intime hændelser’, der bliver den anden film i Dogme 25-bevægelsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Trine Dyrholm og Christian Slater spiller over for hinanden i ‘Intime hændelser’. Foto: Anders Overgaard

Har hevet priser hjem på stribe

Jesper Just var tilbage i februar den tredje instruktør, der kunne påbegynde arbejdet på sin Dogme 25-film.

Filmen beskrives dog nu som den anden film i rækken – trods at arbejdet på Annika Bergs ‘Hundehovede’ startede knap en måned tidligere.

I henhold til bevægelsens kyskhedsløfte har Just et år til at lave filmen. Og han er tydeligvis godt på vej mod det mål.

Se også
Startskuddet lyder til en ny dansk film-bevægelse
Se også
Dogme 25-bevægelsens anden film er på vej
Se også
Netflix bliver en del af Dogme 25-bevægelsen

Til at få filmen over målstregen har den spillefilmsdebuterende instruktør og kunstner allieret sig med et stærkt hold både foran og bag kameraet.

Han har skrevet ‘Intime hændelser’ i samarbejde med manuskriptforfatter Sissel Dalsgaard Thomsen, som tidligere har arbejdet på blandt andet ‘Kalak’ og ‘Stille liv’.

Og så får Just fornøjelsen af at instruere en række markante stjerner fra både ind- og udland.

I de to hovedroller kan publikum se frem til at opleve en af Danmarks absolut største skuespillere Trine Dyrholm i samspil med Hollywood-stjernen Christian Slater.

Siden hun debuterede som 17-årig med en Bodil-vindende hovedrolle i Eddie Thomas Petersens ‘Springflod’ har Trine Dyrholm markeret sig som en af de mest prisbelønnede danske skuespillere nogensinde.

Hun har hevet Robert- og Bodil-statuetter hjem for sine roller i film som ‘En soap’, ‘Hævnen’, ‘Kollektivet’ og ‘Pigen med nålen’.

I ‘Intime hændelser’ spiller hun Linda, der arbejder som intimitetskoordinator på mindre filmproduktioner.

Men selvom hun lever af at koreografere andre mennesker intimitet, har hun svært ved selv at komme i kontakt med sine egne følelser.

Derfor bliver hun for alvor sat på prøve, da hun under arbejdet på en stor teaterproduktion havner i et grænseoverskridende trekantsdrama med den amerikanske skuespiller Francis og hans assistent Zoé.

En Golden Globe-vindende amerikaner

Det er i rollen som Francis, at vi møder Christian Slater.

Han fik sin spillefilmsdebut i 1985 med ‘The Legend of Billie Jean’, hvorefter han for alvor gjorde sig bemærket i den satiriske ungdomsfilm ‘Heathers’ i 1989.

I 90’erne havde han en række store roller i film som ‘Very Bad Things’, ‘True Romance’, ‘Robin Hood: Prince of Thieves’ og ‘Broken Arrow’.

Hans karriere fik nyt liv, da han i 2016 tog flere priser – heriblandt en Golden Globe – for sin titulære rolle i serien ‘Mr. Robot’.

Han har desuden tidligere medvirket i en anden Zentropa-film, da han havde en rolle i Lars von Triers kontroversielle erotiske drama ‘Nymphomaniac’ fra 2013.

Trine Dyrholm og Christian Slater er ikke de eneste markante navne på rollelisten.

De får nemlig selskab af blandt andre Dree Hemingway – der er selveste Ernest Hemingways oldebarn – Johannes Lilleøre, Julie Agnete Vang, Laura Drasbæk og Michael Moritzen.

‘Intime hændelser’ forventes at få biografpremiere i løbet af 2027.

Filmen vil efterfølgende – ligesom de andre Dogme 25-film – blive vist på Netflix i Norden samt på DR.

Annonce

Annonce