De har på hver deres måde – og i hver deres tid – sat deres præg på dansk musik.
Hun var et af de største og mest indflydelsesrige danske navne gennem 70’erne og 80’erne, mens han hittede stort i starten af 10’erne.
Nu går den kendte mor og søn-duo sammen om et fælles julealbum.
Det afslørede de ifølge Ekstra Bladet, da de onsdag var et smut forbi Gavnø Slot, hvor streameren Rasmus Søndergaard lige nu er i fuld gang med sin maraton-stream ‘Sønderthon 2.0’.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Har drømt om det i mange år’
Siden søndag klokken 15 har Søndergaard streamet live 24 timer i døgnet med målet om at slå danmarksrekorden i ‘subs’ – altså betalende abonnenter på hans kanal på streamingplatformen Twitch.
Undervejs i streamen, der forventes at vare i 15 døgn, får han besøg af en lang række kendte danskere.
Indtil videre har blandt andre Annika, Christopher, Casper Christensen og Mikkel Kessler kigget forbi.
Og torsdag aften ankom Anne og Xander Linnet altså også til slottet.
De havde en afsløring med til Søndergaard og seerne.
Mor og søn-duoen udgiver nemlig et album sammen. Et julealbum, der udkommer om to uger.
Det fortalte Xander Linnet ifølge Ekstra Bladet.
Pladen bliver det første stykke musik, der officielt står i begges navn. Og det har tilsyneladende været længe undervejs.
“Vi har drømt om det i mange år, og julealbum er bare familie,” sagde Xander Linnet ifølge mediet.
Har arbejdet sammen før
Det er dog ikke første gang, mor og søn har været i studiet sammen.
Xander Linnet producerede sammen med broren Marcus samtlige numre på mor Annes album ‘Rubiner safirer krystaller’ fra 2024.
Han er desuden også krediteret som tekstforfatter på flere af numrene.
Xander havde også en finger med i spillet på Suspekt-nummeret ‘Lykken Kommer’, der gæstes af Anne Linnet.
Hendes stemme kan i øvrigt svagt høres på interluden ‘Dagbog #4’ fra sønnens album ‘Indre By 2’.
Linnet-familien har hittet i flere årtier
Den største succes har de dog fået hver for sig.
Anne Linnet markerede sig først for alvor tilbage i 70’erne med den aarhusianske gruppe Shit & Chanel, der særligt markerede sig med det tidløse hit ‘Smuk og dejlig’ fra 1976.
Hun havde på det tidspunkt allerede haft en tid med jazz-rockbandet Tears og debuteret som solist.
Hun cementerede for alvor sin plads i dansk musikhistorie i anden halvdel af 80’erne, hvor hun udgav pladerne ‘Barndommens gade’ (1986) og ‘Jeg er jo lige her’ (1988). På disse plader var ikoniske numre som ‘Forårsdag’, ‘Tusind stykker’ og ‘Barndommens gade’.
Sønnen Xander debuterede i første omgang uden sit kendte efternavn. Alligevel brød han godt og grundigt igennem med debutsinglen ‘Det burde ikk’ være sådan her’, der gik ind som nummer ét på den danske hitliste i 2010.
I de efterfølgende år hittede han – dog i lidt mindre grad – med numrene ‘Os to og mine lagner’, ‘Over alle bjerge’ og ‘Hvis jeg skrev dig en sang’, mens han også fik succes som gæsteartist på Ankerstjernes ‘Den første nat’ og Wafandes ‘En anden’.
Titelsangen fra 2016-ep’en ‘Indre By’ er desuden blevet lidt af et streaminghit, selvom den ikke har optrådt på den officielle hitliste.
I maj udgav den 38-årige musiker, der nu er begyndt at bruge sit efternavn som en del af sit kunstnernavn, en opsamlingsplade med titlen ‘Xander Linnet – 15 år med kærlighed & hits’.

