Flere tyske turister forlader Danmark med en bitter smag i munden efter at have fået parkeringsafgifter på op til 995 kroner – og nu kalder de de danske regler for et “stort turistsvindelnummer”.
Det viser en aktindsigt, som tvSyd har fået.
Blandt de utilfredse er Tobias Holzleitner fra Freiburg og Frederikke Schütt fra Lübeck. På vej hjem fra ferie fik de en parkeringsafgift på 995 kroner, efter de havde parkeret ved Netto i Blåvand.
De havde været i butikken i blot ti minutter.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Fejlen? De havde glemt at lægge parkeringsskiven i forruden.
“Vi har åbenbart ikke læst skiltet godt nok. Men jeg synes, det er helt vanvittigt, at det koster 995 kroner. I Tyskland ville vi måske betale omkring 20 euro. Det her er svindel,” siger Frederikke Schütt til mediet.
Tobias Holzleitner lægger ikke skjul på sin frustration.
Det her virker som det største turistsvindelnummer. Det er en katastrofe og efterlader en virkelig dårlig følelse, fortæller han til mediet. Det er ham og kærestens sidste dage i Danmark, og så får de en kæmpe regning.
De føler sig virkelig snydt, uddyber Tobias Holzleitner.
Ifølge dokumenter fra Arbejdstilsynet møder parkeringsvagter jævnligt vrede og frustrerede tyske turister, som ikke kender de danske parkeringsregler eller bliver chokerede over størrelsen på afgifterne.
Har nogen gange resulteret i vold
Aktindsigten viser også, at konflikterne i nogle tilfælde har udviklet sig til voldelige episoder mod parkeringsvagter.
tvSyd fulgte parkeringskontrollen i Blåvand i fire timer en dag i juni.
I løbet af perioden blev der uddelt tre parkeringsafgifter – to til biler med tyske nummerplader og én til en dansk bil.
Journalisterne oplevede samtidig, at mange tyske turister godt huskede parkeringsskiven, men ikke kendte en anden vigtig regel: At man også kan få en afgift, hvis bilen holder hen over parkeringsbåsens streger.
Et tysk ægtepar slap kun lige akkurat for en afgift, fordi de nåede tilbage til bilen, mens parkeringsvagten var ved at dokumentere forseelsen.
“Bilen foran os holdt skævt, så vi kunne ikke parkere ordentligt. Jeg har aldrig oplevet i Tyskland, at man får en bøde for at holde lidt over stregerne. Manglende parkeringsskive kan give en bøde, men afgifterne her er meget høje,” siger Anke Nissen fra Bremen.
Hos Feriekompagniet i Blåvand forsøger man at forebygge problemerne.
Direktør Finn Christensen fortæller, at alle gæster bliver orienteret om de danske parkeringsregler ved ankomst, og at virksomheden gratis udleverer parkeringsskiver.
Alene det seneste år er der blevet uddelt omkring 3.000 parkeringsskiver til turister.
Derudover planlægger Feriekompagniet nu at lave en tysksproget informationsvideo om de danske parkeringsregler, så endnu færre turister ender med en dyr ferieoverraskelse.
Parkeringsselskabet APCOA er blevet bedt om en kommentar af tvSyd, men var endnu ikke vendt tilbage på henvendelsen.
