Det nyåbnede luksushotel Rox Resort er kommet i modvind efter gentagne problemer med Fødevarestyrelsen.
Ved myndighedernes seneste kontrolbesøg modtog hotellet både en sur smiley og en bøde på 15.000 kroner.
Dermed har hotellet kun fået en glad smiley ved ét ud af fire kontrolbesøg siden åbningen i november 2025.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge Sjællandske Nyheder begyndte problemerne allerede i januar, hvor kontrollanter fandt manglende håndsæbe og håndsprit i barområdet.
Det skriver Ekstra Bladet.
Måneden efter fulgte endnu en anmærkning – denne gang for mangler i hotellets egenkontrol.
Den seneste kontrol var en opfølgning på de tidligere fejl, men forholdene var fortsat ikke tilfredsstillende, hvilket nu har udløst både bøde og sur smiley.
Det vækker ekstra opsigt, fordi Rox Resort ellers har profileret sig som et eksklusivt hotel med fokus på elegance og kvalitet.
For nylig blev hotellet endda nævnt blandt verdens 100 bedste nyåbnede hoteller af det amerikanske magasin Travel and Leisure.
Hotellets direktør, Carl Hegestad, kalder over for Sjællandske Nyheder situationen “langt fra tilfredsstillende” og understreger, at ledelsen tager sagen alvorligt.
Hotellet ligger ved Køge Marina og slog dørene op 1. november sidste år.