Det har været småt med information omkring Ukendt Kunstners ‘Sort’.
Projektet blev først præsenteret som en biograffilm med en kryptisk trailer den 17. september. Men da premieredatoen blev annonceret, lød det pludselig, at der også var tale om et album.
Sammenhængen mellem album og film – er der er tale om et visuelt album, eller tager pladen form som et ledsagerværk eller soundtrack til filmen? – vides endnu ikke, ligesom handlingen fortsat er et mysterie.
Onsdag bliver mystikken omkring ‘Sort’ yderligere udvidet med syv Instagram-opslag, der alle virker til at tage form som karakterplakater.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En stjernespækket gæsteliste?
På Instagram har Hans Philip – den ene halvdel af Ukendt Kunstner – delt et billede af sig selv med en cigaret i munden og teksten ‘Sort – en film af Ukendt Kunstner’.
Billedet tager umiddelbart form som en såkaldt karakterplakat – en sekundær filmplakat, der ofte bliver lavet til film for at fremhæve de forskellige roller.
Kort efter delte rapperen yderligere fem lignende opslag i sin Instagram-story.
På billederne, der alle kører efter samme skabelon, medvirker rapperne Kesi, Lamin, Benny Jamz og Sivas samt danser og skuespiller Maji Claire.
Omkring en time senere kom endnu en karakterplakat – denne gang med rapperen Noah Carter.
Ingen af de i alt syv opslag giver yderligere information, så det er fortsat uvist, hvilken rolle, de fem rappere og Maji Claire kommer til at spille i projektet – Hans Philips involvering giver sig selv.
Det er dog værd at bemærke, at både Benny Jamz og Sivas medvirkede i den oprindelige trailer til ‘Sort’, og at deres medvirken i filmen derfor virker til at blive bekræftet via deres karakterplakater.
Om de også medvirker musikalsk, vides imidlertid ikke endnu.
Det er heller ikke offentliggjort om Kesi, Lamin og Noah Carter medvirker i filmen, på albummet eller begge.
Da Maji Claire er kendt som danser og skuespiller virker det til gengæld sandsynligt, at hun har en rolle i biograffilmen.
Stor efterspørgsel forlængede biografperiode
Ukendt Kunster gjorde i 2023 comeback med ‘Dansktop’, der var duoens første album i seks år.
Albummet bød ikke på nogen gæsteartister, og dermed kan ‘Sort’ blive den første Ukendt Kunstner-udgivelse siden 2016’s ‘Den anden side’, der gæstes af andre kunstnere – hvis altså dagens opslag indikerer en musikalsk gæsteliste.
Biograffilmen får premiere den 26. november og løber i første omgang til og med den 29. november.
Grundet stor efterspørgsel er biografperioden dog blevet forlænget med en periode fra den 3. til og med den 6. december.
Vidste du at, Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store

