To unge mænd er sigtet for spionage efter angiveligt at have delt billeder af dansk forsvarsvirksomhed med en kontakt på Telegram. Politiet undersøger, om de er blevet hvervet af russisk efterretningstjeneste.
Russiske spioner på mission.
Det lyder som noget fra en film om Den Kolde Krig.
Men det er virkeligheden i dagens Danmark.
To helt unge mænd er blevet anholdt og sigtet for spionage. Og det er ikke overraskende, at russerne er interesserede i, hvad Danmark foretager sig, mener en ekspert på området.
Der kan nemlig være stor interesse i at forhindre dansk udvikling af våben, hvis de skal bruges i Ukraine. Derudover kan russerne finde på at bruge sabotage på dansk jord.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Billeder taget af en dansk virksomhed er blevet centrum for en voldsom spionsag.
De to sigtede har angiveligt delt billeder af forsvarsvirksomheden MyDefence i Nørresundby med en person på beskedtjenesten Telegram.
Politiet arbejder ud fra en teori om, at de to unge er blevet hvervet af en russisk efterretningstjeneste.
Formålet med billederne skulle være at få et nærmere kig på virksomheden, der sælger antidronesystemer til Ukraine.
Det overrasker ikke Peter Ernstved Rasmussen, at russerne har kig på Danmark.
“Med den måde, krigen i Ukraine udvikler sig på, og vores fortsatte støtte til ukrainerne er det ikke overraskende, hvis russerne er interesserede i os,” siger Ernstved Rasmussen, der er chefredaktør på forsvarsmediet OLFI, til B.T.
“PET har advaret om, at det her kan ske, og virksomhederne går meget op i at øge sikkerheden. Vi er klar over, at vi er særligt udsatte for sabotage,” tilføjer han.
Sabotage på dansk jord
Russerne er formentlig interesserede i at finde ud af, hvor langt Danmark er på dette forsvarsområde. Det gælder især, hvis vi er i gang med at hjælpe ukrainerne med at udvikle særlige våben, mener Ernstved Rasmussen.
Billederne af den danske forsvarsvirksomhed er efter sigende taget udefra. Det giver Peter Ernstved Rasmussen en idé om, hvad de kan bruges til af den russiske efterretningstjeneste.
“Det kan være med henblik på at finde ud af, hvordan man kan komme ind på virksomheden og udnytte de fysiske installationer. Dermed er der også en risiko for, at billederne kan bruges til at undersøge adgangsforholdene med henblik på sabotage.”
Der er lige nu ikke noget, der tyder på, at et angreb er blevet planlagt. Men vi skal være glade for, at vi har fanget spionerne, mener Ernstved Rasmussen.
“Det er enormt simpelt, det, der er foregået. Vi kan glæde os over, at det ikke er værre. Men det understreger, at der er en øget trussel, og at der er folk derude, der arbejder på at finde ud af, hvad vi kan, og hvad vi vil.”
Tirsdag aften oplyser de to sigtedes forsvarsadvokat, at de to mænd er ukrainske statsborgere.
Vidste du at Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store

