Han er forsanger for et af Danmarks mest internationalt anerkendte bands, men klarer sig også ganske godt som solist. Nu spiller han karrierens største koncert.
I løbet af de seneste to årtier har han stået på scener verden over sammen med sine bandkammerater – både på deres egne verdensturnéer og sammen med internationale stjernenavne som Daft Punk og LCD Soundsystem.
Og det fortsætter han med at gøre i 2026, hvor bandet blandt andet spiller i København, Ibiza, Marrakesh og Chicago.
Sideløbende med sit arbejde i bandet har den den danske bassist og forsanger dog længe haft en ganske hæderlig solokarriere.
Nu tager han et stort skridt på egen hånd, når han spiller sin største solokoncert hidtil.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Millioner af lyttere på verdensplan
Sammen med Jeppe Kjellberg og Tomas Barfod dannede Tomas Høffding det elektroniske indie-band WhoMadeWho tilbage i 2003.
Bandet har igennem årene eksperimenteret med elementer fra blandt andet dance-punk, indierock, disco og EDM.
Undervejs har deres stærke liveshows vundet dem fans verden over, og WhoMadeWho er altså – på trods af deres relative nichestatus her i Danmark – et af landets mest streamede bands internationalt med knap 1,9 millioner månedlige Spotify-lyttere i skrivende stund.
Tomas Høffding har ved siden af bandets internationale succes tidligere udgivet musik under navnet Bon Homme. Men i 2020 begyndte han at udgive musik under sit borgerlige navn.
Navneskiftet markerede samtidig et skift til dansksprogede tekster – noget nyt for Høffding, der både med WhoMadeWho og som Bon Homme primært har udtrykt sig på engelsk.
Høffdings tilknytning til den elektroniske musik via WhoMadeWho viser sig i glimt på hans soloværker. Men generelt har han en tendens til at inkorporere mere akustiske og organiske elementer i sin lyd, når han arbejder på egen hånd.
‘I Høffdings musikalske skatkammer danser elektroniske kompositioner hed kinddans med analoge elementer i en særegen lyd, der klinger som et kærlighedsbarn mellem Mac Demarco, Fred again.. og Kraftwerk,’ lyder det i en pressemeddelelse fra spillestedet Vega.
Og netop Vega bliver stedet, hvor han spiller karrierens største koncert som solist.
Koncerten løber af stablen den 27. maj 2027 i Store Vega. Billetsalget er startet.