En større politiaktion udspiller sig, hvor politiet prøver at opklare et blodigt knivstikkeri.
Politiet undersøger flere adresser i Nykøbing Mors, efter at en mand i 40’erne er blevet stukket med kniv på Markedsgade søndag eftermiddag.
“Vi får lige omkring klokken 13.30 en anmeldelse om knivstik i Nykøbing Mors.”
“Et vidne har set to involverede mænd, hvor den ene så bliver snittet eller stukket. Det skal vi lige have afklaret,” siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi Thomas Hald til Ritzau.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Han er ikke i livsfare, uddyber vagtchefen.
Han tilføjer, at episoden udspillede sig på åben gade, hvor forurettede endte med at søge tilflugt i en nærliggende forretning.
Politiet har anholdt en 28-årig mand, som mistænkes at stå bag.
Der er ikke umiddelbart mistanke om, at andre kan have været involveret, men undersøgelserne på adresserne skal klarlægge hændelsesforløbet nærmere, lyder det fra politiet.
“Vi er ude for at se, om de kan have været på nogle adresser,” siger vagtchefen.
Der er ingen grund til bekymring, hvis man bor i området.
“Men man skal selvfølgelig respektere politiets arbejde deroppe,” siger Thomas Hald.
OPDATERING:
Midt- og Vestjyllands Politi har udsendt en opdatering på sagen på en pressemeddelelse.
‘Den indledende efterforskning har ført til anholdelse af yderligere én person, en 50-årig mand.
Vi er fortsat i gang med at sikre spor og afhøre vidner og vil derfor være til stede i Nykøbing lidt endnu,’ skriver politiet i meddelelsen.
Hvis nogen har overværet episoden på gaden i Nykøbing eller af anden årsag er påvirket af det, der er sket, er man velkommen til at kontakte offerrådgivningen, der døgnet rundt yder anonym rådgivning. Nummeret er 116 006.

