Onsdag morgen rykker brandvæsenet massivt ud til en voldsom brand på Sjælland.
Både politi og brandvæsen er rykket talstærkt ud til en gård i det nordlige Sjælland, hvor en voldsom brand er i gang.
Flammehavet breder sig over et større område og stiger højt til himlen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Der er tale om en kæmpe brand i en stor mængde halmballer på gården.
Presse-fotos.dks udsendte på stedet overhørte, at der skulle være tale om brand i intet mindre end 1633 såkaldte ‘bigballer’.
“Årsagen menes at være fra noget aske, som bruges til gødning af jorden på gården, som ikke har været slukket ordentligt. Det her aske skal så have antændt halmballerne,” siger vagtchef ved Nordsjællands Politi til Presse-fotos.dk.
Han fortæller desuden, at man har sigtet en person for overtrædelse af beredskabsloven i forbindelse med hændelsen.
Overtrædelse af beredskabsloven handler typisk om uagtsom omgang med ild, lys eller brandfarlige stoffer. Det straffes oftest med bøder i prisklassen 1500-3000 kroner, ifølge Anklagemyndigheden.
Branden er stadig i gang på gården på Torøgelgårdsvej i Frederikssund.
Vagchefen oplyser til Presse-fotos.dk, at brandvæsenet vil være til stede helt indtil i morgen og foretage det, som kaldes en kontrolleret nedbrænding af de mange bigballer.








