Stort nyt udspil fra regeringen: Almindelige familier kan spare 5.000 kroner

Det kan virke uoverskueligt at skifte bank, men der kan være gode penge at spare.

“Det skal være nemmere at være bankkunde i Danmark.”

Sådan lyder det fra erhvervsminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet.

“Konkurrencen halter, og når man vil tjekke og sammenligne priser fanges man i en uendelig labyrint af informationer,” fortsætter han.

Danmark mangler ikke banker. Tværtimod. Udvalget af pengeinstitutter er bredt, og mulighederne for både opsparing og lån er mange. Alligevel bliver de fleste hængende, hvor de altid har været.

Og det kan koste.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Ifølge et dugfrisk bankudspil fra regeringen kan en “almindelig familie” i gennemsnit spare 5.000 kroner om året efter skat ved at skifte bank.

Men det gør de færreste, lyder det.

På baggrund af en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk fra 2025 skriver Erhvervsministeriet, at “den gennemsnitlige dansker har haft den samme bank i 20 år. Og 41 procent har aldrig skiftet bank i deres voksne liv.”

Nu vil regeringen skrue op for gennemsigtigheden i bankbranchen. Målet er at gøre det gennemskueligt, om der er penge at spare ved at skifte bank.

“Det rammer både danskerne og virksomheder på pengepungen. Derfor sætter vi nu danske bankkunders behov i fokus. Med 11 nye initiativer vil vi sætte skub i konkurrencen og gøre det nemmere for danske bankkunder at vælge til og fra. Det er et stort skridt i den rigtige retning, som vil give danskerne flere penge mellem hænderne,” siger Morten Bødskov.

Et af initiativerne er et krav om en enkel og samlet oversigt over forbrugernes bankomkostninger.

Derudover skal kunder blandt andet varsles mindst én måned før rentestigninger, og det skal være lettere at sammenligne produkter på tværs af banker.

Nu vil erhvervsministeren indkalde branchen og forbrugerorganisationer til drøftelser om initiativerne.

Se også
Regeringen tager nye midler i brug: Nu rammer det disse familier

Korte videoer