Tre millioner kroner skal hjælpe ukrainske flygtninge med at starte egen virksomhed.
“Nu giver vi igen ukrainske flygtninge, som har en iværksætter i maven, en hjælpende hånd. Det kan de både bruge, mens de er her i Danmark, men det giver dem også kompetencer, de kan bruge til at genopbygge Ukraine i fremtiden,” siger erhvervsminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse.
Den “hjælpende hånd” er helt konkret tre millioner kroner til projektet The European-Ukrainian Hub, som Ivækst står bag.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Projektet ruster ukrainske flygtninge til at drive virksomhed, og indsatsen har indtil videre hjulpet mere end 1.700 ukrainere, lyder det i pressemeddelelsen.
Med den nye millionindsprøjtning forventes yderligere 900 ukrainske flygtninge at deltage i forløbet.
Projektet giver “utrolig god mening”, mener forperson i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Christian Motzfeldt.
”Når der kommer op mod 1.000 ukrainske flygtninge til Danmark hver eneste måned, giver det utrolig god mening at investere i projekter som dette, hvor endnu flere af dem får en kortere vej hen mod selvforsørgelse, og hvor de får redskaber til at være med til at genopbygge et dynamisk erhvervsliv i Ukraine,” siger Christian Motzfeldt.
