PRESSE-FOTOS.DK I UKRAINE: I denne Q&A-artikel giver Presse-fotos.dk i samarbejde med en dansk soldat i den ukrainske hær svar på nogle af de mest centrale spørgsmål fra frontlinjen i det østlige Ukraine
Under en reportagetur til det krigshærgede Ukraine møder Presse-fotos.dks udsendte den danske soldat Baal på Maidan-pladsen i det centrale Kyiv.
28-årige Baal har en historie som få andre.
Han kæmper lige nu i de voldsomt blodige kampe omkring frontlinjebyen Prokovsk i den østukrainske Donetsk-region og forsøger via Presse-fotos.dk at give danskerne et indblik i, hvad det vil sige at deltage aktivt som soldat i den største krig på det europæiske kontinent siden Anden Verdenskrig.
Baal har kæmpet for de ukrainske specialstyrker siden november 2024 og har flere gange haft døden tæt inde på kroppen.
Han er opvokset i Nordsjælland og på Amager og har en fortid i det danske forsvar med udsendelser til Afghanistan og Irak.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Fortæl lidt om din baggrund?
“Jeg har været i Forsvaret, siden jeg gik ud af gymnasiet og har haft fire udsendelser. Jeg har været soldat hele mit voksne liv. Da krigen i Ukraine startede tog en af mine venner herned, og senere gjorde jeg også. Jeg gør det for at kunne bruge alle de soldaterfærdigheder, som jeg har tillært mig igennem syv år i dansk forsvar, hvor der som sådan ikke er udsendelser mere,” siger Baal.
Hvorfor har du valgt at gå i krig for Ukraine?
“Det er lidt forkanten af Europa. Hvis vi ikke får stoppet russerne her, hvad er så deres næste skridt? Hvis Rusland tager Ukraine hurtigt, vil det næste skridt være de baltiske lande og Østeuropa, så vi er nødt til at stoppe dem her,” siger Baal.
Hvordan ser en typisk dag på frontlinjen ud omkring Prokovsk?
“Der er to forskellige typer af dage. Der er den, hvor man er på mission – og så er der den, hvor man ikke er. Når man ikke er på mission, er man i sit teamhouse nogle kilometer væk fra fronten, hvor vi kun kan blive ramt af droner og missiler og næsten er i sikkerhed. På de dage træner vi frem mod de missioner, vi får at vide, vi skal indgå i. Hvis det eksempelvis er skov eller by, så tilrettelægger vi træningen efter det.”
“Så er der dagene, hvor vi er på mission. Her kommer det meget an på, hvilken mission, vi er på. Det er svært at snakke om en standard dag. Det kan være, vi går hele dagen, vi laver måske offensive operationer eller angreb med drone.”
“Det kan også være, vi har fået udpeget en bygning og ved, at der er en russer derinde. Så skal vi rense den bygning og dræbe den russer, der er der.”
Prøv og fortæl om en offensiv operation, du har deltaget i?
“Der var blandt andet en episode, hvor vi var i en bygning i Prokovsk. Pludselig kom nogle russere hen til bygningen, og de troede, at det var deres område – og derfor trak de i dørhåndtaget og sagde på russisk ‘det er os, luk os ind.'”
“Russerne endte med at høre nogle af vores folk – nogle ukrainere – nede fra kælderen, og derfor begyndte de at skyde ind mod dem. Vi er længere oppe i bygningen og i stedet for at stikke hovedet ud ad vinduet og skyde mod russerne, begyndte vi bare at droppe granater ned på dem.
“Vi kastede rigtig mange granater, fordi der var ligesom ingen, der gad af stikke hovedet ud, så vi kastede bare alt i den retning.”
“Det endte med, at der ligger tre døde russere ude foran. En flygtede til en anden bygning, og så fløj vi fire til seks droner ind i den lejlighed, hvor han var – men jeg ved ikke, om han endte med at dø.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Hvad siger din familie og venner til, at du deltager i krigen?
“De vil gerne have, at jeg kommer hjem. Min farmor forstår mig godt og prøver at støtte mig, men hvis det står til de andre, havde jeg ikke været her. De vil slet ikke have, jeg er her.”
“Hvis min mor bestemte, havde hun låst mig inde på værelset derhjemme. Hun siger, at hun ikke forstår mig og spørger, hvorfor jeg skal risikere mit liv for et land, der ikke er mit eget. Hun har svært ved at se det, og jeg kan godt forstå hende fra hendes synspunkt.”
Er du blevet såret under krigen?
“Under en mission stod jeg tæt på en ukrainsk soldat, der trådte på en antipersonel mine. Minen eksploderede, og fragmenter ramte mig syv forskellige steder i benet, men det var primært bare mine muskler, der blev revet i stykker. Jeg var på hospitsalet, men det var heldigvis ikke så seriøst – dog meget tæt på at være seriøst.”
Prøv at fortæl om en oplevelse i krigen, som sidder fast hos dig?
“Under en angrebsmission på russiske stillinger i en skovlinje, blev vi over flere dage fucked godt og grundigt op.”
“Første dag vi angriber bliver en anden dansker i gruppen skudt lige i brystet og overlever.”
“Næste dag forsøger vi igen at rydde skovlinjen for russere – vi starter otte mand og ender med at være tre kampdygtige soldater til.”
“Tredje og sidste dag prøver vi igen og her har vi altså været nødt til at tage fem nye, ukrainske soldater med os. Det ender med, at to af ukrainerne dør og resten er såret.”
“Min gruppeleder beder mig om at bringe en af de døde ukrainere tilbage, og da jeg kommer hen til liget, er der en russisk finskytte der skyder mod mig og rammer den granat, jeg har siddende omkring lysken, så kuglen springer væk. Hvis den havde ramt nogle centimeter til den ene side, havde jeg været færdig.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Er der andre ting, du særligt husker?
“Ja, vi var i færd med at rense en skovlinje for russere, da jeg skulle hente noget vand til de andre. Da jeg er på vej frem til dem, lander en mortergranat omkring tre til fem meter fra mig.”
“Et fragment på størrelse med en kno rammer ind i siden af min vest, og fuldstændig pulveriserer beskyttelsespladen. Hvis fragmentet havde ramt uden for pladen, var jeg død.”
Hvad vil du aldrig glemme om krigen?
“Mine døde kammerater. De vil altid være der. Derudover min første kampføling, den første mission.”
Prøv at beskriv krigen med tre ord?
“Kaos, droner og kammeratskab.”
Russerne har flere gange henrettet ukrainske krigsfanger. Hvad tænker du om, at du kan ligge forsvarsløs og blive henrettet?
“Det tænker jeg ikke så meget over. Til at starte med tænker jeg, at jeg ikke bliver taget til fange. Jeg har tænkt mig at kæmpe til det sidste og ikke overgive mig. Så længe jeg har ammunition i min riffel, vil jeg blive ved med at skyde.”
“Der er nogle fra min gruppe, der hellere vil skyde sig selv end at blive taget til fange, fordi det man bliver udsat for som fange, det er … Så det er ikke så meget det med at blive henrettet, jeg tænker over – det er rimelig luksus at blive det i forhold til at sidde i et russisk fængsel.”
“Jeg har hørt historier fra starten af krigen, hvor russiske soldater bandt pigtråd rundt om en kæp og stak den op i røven på ukrainske fanger og trak den ud. Det lyder markant nemmere med en henrettelse.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Hvordan er kamppladsen anderledes end Afghanistan, hvor du også har været udsendt?
“Det er noget helt andet end i Afghanistan. Nu er der droner i luften – det er ikke længere mand mod mand, men det er blevet mere tredimensionelt, og man skal kigge op. Folk der dør af skud er omkring fem til ti procent, mens droner dræber over 80 procent i Ukraine-krigen.”
Hvilken vej føler du, at krigen går?
“Samme vej som altid. Ukraine mister mere og mere land, og det bliver et større og større problem med mængden af mandskab. Ukraine er dog rigtig gode med droner, så det har været deres redning. At træne en god soldat kan tage år, men at træne en til at styre en drone kan tage uger, hvis man har spillet meget computer. De fleste bliver dræbt med droner, så man kan blive en rigtig effektiv dræber hurtigt.”
Hvad overrasker dig mest ved den russiske hær?
“At de er meget ligeglade med deres menneskeliv.”
Hvad er det mest vanvittige, du har oplevet i krigen?
“Det mest vanvittige er, når vi skal rense en skov for russiske soldater. Det var den første kamperfaring, jeg fik. Der fløj mellem ti og 20 droner rundt over hovedet på os i ti til 15 minutter, og vi blev beskudt med konstant artilleri. Det var ligesom i en film.”
Er du bange for at dø i de her situationer?
“Jeg tænker ikke på, at jeg er bange for at dø. Det gør jeg mere, hvis der har været et rigtig close call – så tænker man måske over det bagefter. Men først når der er en pause i kampene. Så tænker man, ‘ja okay, det var ikke særlig sjovt.'”
Presse-fotos.dk er løbende i kontakt med Baal. I starten af februar er han stadig indsat omkring Prokovsk.
Han regner med at tage tilbage til Danmark til sommer.
Presse-fotos.dk er bekendt med Baals rigtige identitet, men af hensyn til ham og hans familie i Danmark, bruger redaktionen hans militærøgenavn i artiklerne.
