Sangeren, der er vokset op lidt uden for Sønderborg, kommer til Danmarks største byer med sit vildeste show til dato.
‘If u kno u kno’ lyder titlen på den sønderjyske popkomet Keddes mest populære nummer – og årets første ‘P3’s uundgåelige’.
Og nu ved du altså, at han giver karrierens hidtil største koncerter, når han indtager Store Vega i København og Train i Aarhus om lidt under et år.
Koncerterne er et naturligt næste skridt for den unge sanger, der siden debuten i 2023 har markeret sig som en af landets mest spændende nye stemmer.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Kun for os, der ved det’
De to eksklusive koncerter bliver annonceret i en pressemeddelelse fra All Things Live.
Her beskrives de kommende shows som én samlet oplevelse.
“Musik, visuelle elementer og fortælling smelter sammen i et format, hvor publikum kommer helt tæt på og bliver en del af noget større,” lyder det i pressemeddelelsen.
Kedde er netop kendt for at lade sine fans komme helt tæt på ham gennem musikken.
Hans tekster byder ofte på en enorm sårbarhed og en intim atmosfære, som ligeledes skinner igennem i lydbilledet, der dog formår at balancere det storslåede med det subtile.
Det har gjort Kedde til en stemme for fans, der kan spejle sig selv i sønderjydens personlige fortællinger.
Og nu vil han gerne invitere alle de fans, der på den ene eller anden måde kan identificere sige med hans musik, til hans to største koncerter hidtil.
“De her shows er kun for os, der ved det. Det er første gang, jeg har plads til at invitere alle, der forstår det, indenfor. Jeg har endelig plads til at lave det show, jeg har drømt om, og det bliver alle følelserne på en gang!”, fortæller Kedde i en pressemeddelelse.
Udover ‘If u kno u kno’ har Kedde andre populære numre som ‘Dagdrømmeri’ og ‘Kun for os’ på cv’et.
Han blev allerede ‘P3’s uundgåelige’ for første gang med sin anden single ‘Sådan må det være’ tilbage i 2024.
Den 8. april 2027 i Københavnske Store Vega og dagen efter på Train i Aarhus kan du opleve den foreløbige kulmination på den unge karriere.
Billetsalget er startet.