Nye skræmmende detaljer fra Høiby-retssag: Uhyggelige Google-søgninger

Marius Høiby søgte på Google på sit navn og ordet voldtægt. Nye skræmmende detaljer.

Den norske kronprinsessesøn Marius Borg Høiby søgte på sit eget navn og ordet “voldtægt” på Google, inden han blev sigtet for overgreb.

Årsagen var, at han havde hørt, at der var rygter om, at han havde voldtaget en kvinde, forklarede Marius Borg Høiby torsdag formiddag i retten i Oslo.

Det skriver den norske avis VG.

– Grunden til, at der blev søgt på det længe før, var, at der stod meget om det på Jodel og Reddit, sagde Marius Borg Høiby.

Jodel og Reddit er sociale medier, hvor brugere ofte skriver om aktuelle sager og rygter.

Googlesøgningen blev foretaget i 2015.

Marius Borg Høiby blev første gang anholdt i august 2024, hvor han blandt andet blev sigtet for vold mod sin daværende kæreste.

Siden voksede sagen mod ham, og sigtelser for voldtægt af fire forskellige kvinder blev tilføjet. I august 2025 blev der rejst tiltale mod ham.

En af kvinderne afgav onsdag forklaring i retten. Hun blev ifølge anklagemyndigheden udsat for voldtægt ved et andet forhold end samleje i forbindelse med en efterfest i 2018.

Den formodede voldtægt blev begået i kælderen under Skaugum, som er det norske kronprinspars hjem uden for Oslo.

Ifølge anklagemyndigheden er voldtægten blevet dokumenteret på billeder og videooptagelser, der er fundet på Marius Borg Høibys telefon.

Kvinden ser ud, som om hun sover på optagelserne.

Selv fortalte hun i retten onsdag, at hun har mistanke om, at hun inden voldtægten – uden sin viden – blev givet et ukendt stof, der gjorde, at hun ikke var ved bevidsthed.

Under retsmødet onsdag spurgte anklager Sturla Henriksbø ifølge det norske nyhedsbureau NTB ind til Marius Borg Høibys internethistorik.

Her kom det blandt andet frem, at han har set porno, hvor voldtægt og bevidstløshed har været de centrale temaer.

Marius Borg Høiby afviste ikke, at det var rigtigt.

– Jeg har set rigtig meget mærkeligt, sagde han.

29-årige Marius Borg Høiby er søn af kronprinsesse Mette-Marit, som fik ham, inden hun blev gift med kronprins Haakon. Marius Borg Høiby er derfor ikke formelt en del af det norske kongehus.

Han nægter sig skyldig i voldtægt og afviser at have bedøvet nogen.

Retssagen mod Marius Borg Høiby begyndte tirsdag og fortsætter efter planen indtil 13. marts.

Se også
Kæmpe landsholdsprofil stopper: EM var perfekt punktum
Se også
Hollywood-stjerne vender tilbage til Danmark
Se også
Vild nyhed fra Tivoli: Verdensstjerne indtager Plænen
Se også
116,9 millioner kroner deles ud: Først til mølle starter i dag
Foto: Norsk politi

Korte videoer