En ekstremt stor sag har nu nået sin afslutning i Danmark. Tre mænd har været tiltalt i sagen. En af dem er blevet frifundet, mens de resterende to er dømt sammenlagt 32 års fængsel. Blandt de to dømte får en lov at blive i landet, mens den anden har modtaget en udvisning
Tre mænd med udenlandske navne har ved Retten i Holbæk været tiltalt i en sag om forsøg på at opsamle 818 kilo kokain, der blev dumpet i Kattegat i marts sidste år.
En af dem er en 28-årig mand, som idømmes 16 års fængsel i sagen. Han undgår at miste sit danske statsborgerskab og dermed blive udvist.
En anden er en 40-årig mand, der også er idømt 16 års fængsel i sagen. Han udvises af Danmark.
Den sidste er en 61-årig mand, som er blevet frifundet. Han kan derfor forlade retten som en fri mand.
Domsmandsretten var ikke enig om frifindelsen af den 61-årige. To voterende mente ikke, at det var tilstrækkelig bevist, at han forsøgte at sætte sig i besiddelse af kokainen. En voterende mente, at han skulle dømmes, men da det er flertallet, der bestemmer, er den 61-årige blevet frifundet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Han er far til den 28-årige mand, der på sagens første dag erkendte, at han havde forberedt den mislykkede opsamling. Hans 61-årige far nægtede sig skyldig.
Den 40-årige har også nægtet sig skyldig og fortalt, at han troede, at han skulle hjælpe med at flytte en båd. Domsmandsretten har dog tilsidesat den forklaring som utroværdig. Blandt andet har retten fundet det usandsynligt, at man ville flytte en båd midt om natten i marts måned.
Det lykkedes aldrig mændene at få kokainen i hænderne.
Deres forsøg på at opsamle kokainen mislykkedes, og kokainen drev i land i Sejerøbugten, hvor borgere, der gik tur langs stranden, opdagede sportstasker fyldt med narkotika.
818 kilo kokain drev i land i bugten, der ligger mellem Sjællands Odde og Røsnæs.
I løbet af retssagen er det kommet frem, at en gps, der var fastgjort til kokainen, løb tør for strøm, og at mændene undervejs i opsamlingsforsøget sejlede til Gilleleje Havn for at tanke benzin, fordi der ikke var nok brændstof på deres båd.
Kokainen blev dumpet fra containerskibet “Cool Explorer”, der også har været involveret i en anden sag om dumping af en stor mængde kokain.
Det var i august 2024, at skibet også dumpede 578 kilo kokain ud for Langelands kyst. I den sag blev fem mænd dømt i Retten i Svendborg.
Hvem på skibet, der har sørget for, at kokainen blev smidt i havet, er uvist. Tidligere har National enhed for Særlig Kriminalitet oplyst, at ingen er frihedsberøvet for det.
Sagen fra Langeland er anket og skal på et senere tidspunkt behandles i landsretten.
De to dømte har torsdag udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.
/ritzau/