En elefantunge er netop afgået ved døden i Københavns Zoo. Det sker efter, at dyrlægerne og dyrepasserne i flere dage har kæmpet for at redde livet på ungen
I de sidste fem dage har et dedikeret team af dyrlæger og dyrepassere kæmpet 24 timer i døgnet for at redde elefantunge Chin fra Københavns Zoo.
Chin blev i sidste uge diagnosticeret med en alvorlig og dødelig virus.
“Dyrepasserne opdagede, at hun virkede træt og hang lidt, og da vi ved hvor alvorlig denne sygdom kan være gik dyrlægerne straks i gang. Det stod hurtigt klart, at det netop var elefantherpes, der var tale om, og intensiv behandling blev indledt med det samme. Det vigtigste i behandlingen er væskebehandling og blodtransfusioner fra nogle af de andre elefanter suppleret af antiviral og antiinflammatorisk terapi,” fortæller zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Den intensive behandling kunne dog ikke redde elefantungens liv, og nu meldes Chin afgået ved døden.
“Vi må bare konstatere, at det er en frygtelig sygdom,” siger Mads Bertelsen.
Elefantungerne er særligt udsat for sygdommen fra de er et år til ti år gamle.
Virussen bæres af alle voksne elefanter, men kan være ekstremt aggressiv overfor de unge elefanter, der ikke er immune. Her angriber virus celler i blodkarrene hvilket fører til væskeansamling og blødninger i de indre organer, oplyser Københavns Zoo.
Det er kun omkring ti til 15 procent af elefantunger, som diagnosticeres med elefant-herpes, der overlever, når de først viser symptomer.
I 2023 lykkedes det dog Københavns Zoo at redde den unge elefant Mun, som blev ramt af sygdommen. I flere uger kæmpede dyrlæger og dyrepassere dag og nat for at redde hende, hvilket lykkedes.