Tirsdag morgen sker der noget ganske særligt i Københavns gader – og alle er inviteret til at kigge med.
Tirsdag morgen tager kong Frederik imod nye ambassadører fra henholdsvis Argentina, Spanien, Nepal og Thailand.
Her overrækker ambassadørerne deres akkreditiver, som er den officielle fuldmagt fra deres respektive statsoverhoveder.
Efterfølgende kan de påbegynde deres virke i Danmark.
Denne gang foregår modtagelsen af de nye ambassadører dog lidt anderledes end normalt.
(Artiklen fortsætter under opslaget)
Kong Frederik tager nemlig imod ambassadørerne på Christiansborg Slot – og altså ikke Amalienborg, som ellers har været traditionen.
Helt konkret betyder dette, at de fire ambassadører helt usædvanligt bliver kørt fra Amalienborg til Christiansborg Slot med hestevogne.
Det afslører Kongehuset i et opslag på Instagram.
Hesteeskadronen ved Gardehusarregimentet er en ganske særlig enhed, hvis primære opgave er at stille beredne eskorter og kommandoer til rådighed for regenten.
‘Københavns gader vil tirsdag danne ramme om et særligt syn, når ambassadører i hestevogne kører fra Amalienborg til Christiansborg Slot for at aflevere deres akkreditiver til Hans Majestæt Kongen,’ skriver de blandt andet i opslaget på det sociale medie.
Alle er velkomne
Tirsdag bliver ambassadørerne således hentet i karet fra Den Kongelige Stald-Etat ved Christian 8.’s Palæ på Amalienborg og derefter kørt gennem Sanks Annæ Plads, Nyhavnsbroen, Holbergsgade og Holmens Kanal til Christiansborg Slot.
Og vil man opleve dette særprægede syn, gælder det om at være tidligt ude.
Man skal nemlig ramme Københavns gader tirsdag eftermiddag. På instagram meddeler kongehuset, at alle er velkomne, og at hestevognene kører fra Amalienborg 9.50, 10.20, 10.50 og 11.20.