Danmark går til modangreb på USA efter absurde scener i Det Hvide Hus

Danmark svarer nu igen efter verbale angreb fra USA og i kølvandet på de absurde scener, verden så i Det Hvide Hus fredag aften

Danmarks ambassadør i Washington D.C., Jesper Møller Sørensen, svarer på amerikansk senators kritik af europæerne.

Det gør han i et opslag på det sociale medie X.

Genmælet kommer, efter at Lindsey Graham, der er republikansk senator for delstaten South Carolina, har skrevet, at europæere, der føler sig stødt over mødet mellem USA og Ukraine fredag, bare kan forsvare Ukraine mod Putin.

– Med al respekt, min meget gode ven – men for god ordens skyld: Vi har altid været med jer, når vi sammen har besluttet at forsvare friheden, skriver Jesper Møller Sørensen.

For eksempel da USA blev angrebet den 11. september 2001, og Danmark efterfølgende sendte soldater til Afghanistan, fortsætter han.

– Tragisk nok mistede vi flere soldater end noget andet land per indbygger. Vi kan selvsagt ikke lade Putin få succes med sin brutale invasion af Ukraine, skriver ambassadøren med henvisning til den russiske præsident.

Den amerikanske senator Lindsey Graham skrev tidligere lørdag, at det for længe siden burde have været europæernes tur til at vise, at “de er i stand til at forsvare deres eget kontinent”.

– Jeg siger det med stor sorg: Den sidste gruppe mennesker, som jeg ville regne med til at forsvare friheden, er europæerne, skrev han.

Graham er en mangeårig allieret af USA’s præsident, Donald Trump, og sidder i Senatets retsudvalg.

Efter terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001 blev dele af den danske hær indsat i Afghanistan. I 2006 besluttede det danske folketing at sende soldater til Helmand-provinsen.

Det er det “forsvar af frihed”, som den danske ambassadør i sit opslag altså refererer til.