De afhenter dit aflagte juletræ

Foto: Københavns Kommune.

Når sidste bid julemad er sunket, og juletræets pynt er fjernet, kan du få afhentet dit aflagte træ.

Mange danskere kender nok til problemet med at skulle skille sig af med juletræet, når juledagene er overståede.

I hvert fald, hvis ens juletræ er ægte, og ikke lavet af plastik.

Københavns Kommune melder nu ud i en pressemeddelelse, at selv efter juleaften kan træet gavne.

Kommunen indsamler nemlig træerne og laver dem om til kompost.

Julen er hjerternes fest, men ifølge teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune Line Barfod, er det også tiden, hvor vi skal huske at sortere vores affald.

‘Det er det vigtigt, at vi får sorteret alt det affald, vi står tilbage med, når julen er slut. Det gælder både gavepapir, madaffald og elektronik. Det tørre juletræ kan jo så genanvendes og blive til kompost, hvis vi kommer af med det på den rigtige måde. Når man så henter muldjord på genbrugsstationen til foråret, så er det jo sjovt at tænke på, at det samtidig er et naturligt gensyn med juletræet,’ siger hun.

Her skal du stille dit juletræ

Hvis du bor i lejlighed skal du følge din viceværts eller affaldsansvarliges anvisninger til, hvor du skal stille træet.

Personen udpeger en opsamlingsplads, hvor juletræerne kan stå sammen, hvorefter der bestilles afhentning på kommunens hjemmside.

Hvis du derimod bor i villa, er der en fast afhentningsdato for juletræet.

Københavns Kommunes hjemmeside indtaster du din adresse for at se din afhentningsdato. Du skal stille juletræet ud til fortovet inden klokken 06 om morgenen på datoen.

Hvis du bor i lejlighed kan du få hentet dit træ til og med den 28. februar.

Hvis du bor i villa afhentes juletræerne kun i januar.

Københavns Kommune oplyser dog, at du altid kan aflevere dit juletræ på en af byens 17 genbrugsstationer.

Sidste jul indsamlede Københavns Kommune 253 tons juletræer. Det svarer til ca. 39.000 juletræer.

Årsskiftet nærmer sig med hastige skridt. I år og fremover må en stor tradition dog vente.