Fasar Abrar Raja og hans revisor er som ventet blevet løsladt tirsdag aften, oplyser rockerens advokat.
Rockeren Fasar Abrar Raja kendt fra TV 2’s dokumentarserie “Den sorte svane” er blevet løsladt tirsdag aften.
Det oplyser hans forsvarsadvokat, Mette Maria Lorentzen, til Ekstra Bladet.
– Jeg kan bekræfte, at min klient er blevet løsladt her til aften på politiets og anklagemyndighedens eget initiativ, skriver hun i en sms til Ekstra Bladet.
Fasar Arbrar Raja har sammen med sin revisor siddet varetægtsfængslet siden 2. oktober i en sag om svindel med moms og skat. De to forlængede i slutningen af oktober frivilligt deres varetægtsfængsling til 27. november.
Det er den varetægtsfængsling, som udløber tirsdag.
Ritzau har forsøgt at få bekræftet oplysningen fra Mette Maria Lorentzen, men hun er ikke vendt tilbage.
Hun oplyser ikke i sms’en til Ekstra Bladet, om revisoren også er løsladt.
Sagen omhandler omfattende svindel, da der ifølge National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er blevet snydt for omkring 30 millioner kroner i sagen.
Fasar Abrar Raja er sigtet for moms- og skattesvindel i millionklassen. Han er også sigtet for en række forhold om både vold og trusler. En af voldssigtelserne omhandler, at et offer fik strammet en livrem om sin hals.
Han nægter sig skyldig i alle sigtelserne.
I alt fire mænd er sigtet i sagen. De andre tre er beskyttet af et navneforbud.
49-årige Fasar Abrar Raja sad ikke varetægtsfængslet i et fængsel eller et arresthus.
Han er tidligere dømt for kriminalitet og har dermed været i kontakt med både rets- og fængselsvæsnet. I den forbindelse er han flere gange blevet mentalundersøgt.
Fasar Raja har flere indlæggelser på psykiatrisk afdeling bag sig, og på den baggrund bestemte Retten i Glostrup ved et grundlovsforhør i starten af oktober, at varetægtsfængslingen af Fasar Abrar Raja skulle ske på en psykiatrisk afdeling frem for i et arresthus.
I “Den sorte svane” forsøgte muldvarpen og juristen Amira Smajic i et kontor med skjulte mikrofoner og kameraer at få kriminelle til at afsløre blandt andet hvidvask af penge.
Det skete, under dække af at hun ville hjælpe dem med hvidvaskningen.
Det har medført tiltaler af flere involverede, heriblandt Lise Roulund, som har været Fasar Abrar Rajas advokat.
/ritzau/