Ejendomsmægler smugler tonsvis af hash til Danmark

En mand har torsdag eftermiddag tilstået at have medvirket til indsmugling af næsten tre ton hash til Danmark.

Den 40-årige mand var taget til Spanien for at arbejde som blandt andet ejendomsmægler, og det var under kontakten med en kunde, at han blev lovovertræder.

Det fortæller Nafie El Morabit i Københavns Byret, hvor resultatet er blevet en straf på fængsel i fem år og seks måneder.

Efter dommen lægges han i håndjern og føres tilbage til fængselscellen – og med beskeden fra dommeren om, at han har fået en rabat i straffen på 25 procent på grund af tilståelsen.

Om baggrunden fortæller den 40-årige, at han under sit job i Spanien i 2018 stødte på en gammel bekendt, der søgte en feriebolig.

– Vi kom i snak. Han sagde, at han styrede et cannabisprojekt. Han søgte flere ansatte, fordi han havde meget mellem hænderne. Jeg skulle være sekretær, siger El Morabit.

Jobbet bestod i at sende og modtage beskeder på krypteret kommunikation. I løbet af et år og fire måneder var han med til at styre 2932 kilo hash til Danmark.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

– Jeg fik aldrig kompensation for min indsats, siger den 40-årige.

– Jeg blev fanget i det. Jeg fik at vide, at kompensationen nok skulle komme.

Så ifølge forklaringen tjente han intet på kriminaliteten, og derfor rejser anklagemyndigheden ikke krav om konfiskation af udbytte.

Flere familiemedlemmer er mødt op i retten, og de hører Nafie El Morabit fortælle, at han kun gjorde, hvad han blev bedt om og ikke tog initiativer eller traf beslutninger.

Da han bliver konfronteret med beskeder med fotos af hash og kommunikation om transporter og pris, svigter hukommelsen.

Han kan ikke huske dem, lyder det om beskederne. De blev sendt for fire år siden under dæknavnet “Hapless Farmer”, altså den ulykkelige landmand.

I retsmødet lægger anklager Ulrik Sommer op til en straf på fængsel i seks et halvt år, mens forsvareren, advokat Daniel Rosenkilde Larsen, argumenterer for fire eller fire et halvt år.

Dommeren lander altså midt imellem de to forslag. Hvis den 40-årige ikke havde tilstået, ville straffen have været syv et halvt år, oplyser han.

Siden i sommer er der i straffeloven åbnet op for at give rabat i øget omfang til personer, der aflægger tilståelse.

Tidligere i samme sagskompleks er der afsagt domme til fem andre personer. Blandt dem er hovedmanden Mohamed Margoum. Han smuglede 4,3 ton og er idømt fængsel i syv år.